De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

71 KØBENHAVN UNDER KRONEN Øst begrænset og dækket af den lange og stenfulde Rævshalegrund, og saa godt dæk- ket mod Vind og Sø fra denne Kant at Christian IV. kunde lægge sin Orlogsflaade her ud mellem Pæle, der var rammet ned ud for Islandske Kompagnis Reberbane, mellem St. Annæ og Amalienborg Plads. Ro og Sikkerhed for alle Vinde kunde naturligt kun forøges i Havnen, da Christian V. lod foretage den store Udfyldning paa den inderste Del af Rævshalegrunden. Det er paa denne Opfyldning, at den nordlige Del af Christianshavn samt hele Orlogsværftet er anlagt. Samtidig med Toldboden blev Befæstningen lagt ud, saa København kom til at omfatte omtrent det Areal, som den havde inden for Voldene, indtil de faldt i sidste Trediedel af det XIX. Aarhundrede. Et Kastel, — dog ikke det nuværende — blev bygget ved Toldboden for at forsvare Indløbet, og Volden herfra op til Nørrevold blev afstukket 1629. Men meget længere kom man heller ikke straks. Under den gradvise Forsømmelse og Sløjfning af den gamle Østervold laa Terrainet, hvorpaa senere Kongens Nytorv blev anlagt, hen som et næsten vejløst Uføre, hvilket gav Anledning til den skæmtsomme Sammenligning med den ufremkommelige Vejstræk- ning over »Hallands Aas«. Først Aaret før Christian IV.s Død blev Øster Port flyttet fra sin Plads paa Kongens Nytorv ud i den nye Østervold ved Nyboder, ret ud for Hjærtensfryds- gade, men da Svenskerne kom for Byen i 1658 var de nye Volde ikke færdige endnu. København var efter Borgerkrigen og Belejringen 1536 en haardt medtaget By. Handel og Haandværk havde længe været standset, Befolkningen var udtæret af Nød og Elendighed, mange var døde af Sult, Værksteder og Boder var plyndrede og mange af Husene saa forskudte, at man hvert Øjeblik kunde frygte for, at de skulde falde sammen. Idet vi nu foretager en Vandring gennem Byen, holder vi os ikke til Tiden umiddelbart efter Belejringen, — den vilde kun give et sørgeligt Billede, — men vi søger at anskueliggøre, hvad man vilde faa at se, om man til forskellige Tider i det XVI.—XVII. Aarhundrede gik sig en Tur igennnem Byen. Naar man var kommet gennem Vester Port, — to firkantede Taarne med kam- takkede Gavle, i Lighed med vore Kirketaarne, et ydre »Dvengeren« eller Forbor- gen, og et indre i selve Volden eller Muren — havde man foran sig Vestergade, Be- gyndelsen til Byens Hovedfærdselsvej fra Vest til Øst. Et Stykke inde i Gaden, hen- imod Hjørnet af Smedebakken, det oprindelige Navn paa den øverste Del af Katte- sundet, kunde man indtil 1541 se en Levning af den gamle Bygrav, over hvilken der endnu paa denne Tid førte en Træbro. Fra Vestergade gik kun een Tværgade, Lars Bjørnssensstræde, mod Nord op til det gamle Raadhusstræde, nu Studiestræde, og til St. Pedersstræde. Kom man helt ud til Gammeltorv, saae man, at Vestergade ikke — som tidligere — førte ud midt i Torvets Husrække, men i det ene Hjørne, saaledes at Gadens nordlige Husrække dannede Torvets Nordside. Den endte med Hjørnestedet mod de gamle Saltboder, nu Nørregade, i et ejendommeligt, firkantet og taarnagtigt Hus, der kaldtes »Blasen«, og som spillede en stor Rolle i Københavns Ildebrand 1728. Gammel Torv var prydet med mange Stenhuse. Her, hvor Grunden var kost- barest og Bebyggelsen stærkest, havde man fulgt den tyske Skik at lægge de smalle Ejendomme med Gavlen mod Torvet. Paa dets Midte stod i det XVI. Aarhundrede Skafottet, der 1609 maatte vige Pladsen for Christan IV.s smukke Springvand, som