De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

82 KØBENHAVN UNDER KRONEN II BORGERLIGT LIV Naar selv Datiden fandt Stanken i Københavns Gader for ond og væmmedes ved at færdes paa dem, kan man være sikker paa, hvad man jo i øvrigt ogsaa kan slutte af de stadige pestagtige Sygdomme, som hærgede Byen, at det har været slemt. Ti Københavnerne, — ikke blot Almuen, men Befolkningen i sin Helhed — var dengang et robust Folkefærd, der ikke led af Forfinelse paa noget Omraade. Deres Skæmt var drøj som deres Kost og Livsforholdene var ikke blide; man maatte KNIPPELSBRO 1903 slide og slæbe og taale Anstrengelser og Strabadser i en ganske anden Grad end nu. Farer og Uhygge lurede paa en alle Vegne, hvad Under da, om man slog Gæk- ken løs, naar der kom en Glædens Stund, og morede sig efter Evne. Men til al Moro hørte først og fremmest rigeligt med Mad og Drikke. Maden var gerne stærkt krydret, saa den fordrede af sig selv dygtigt med Drikkelse, og man drak efter Noder. Paa Tinge mødte Folk berusede, selv om Tinget blev sat saa tid- ligt som før Kl. 7 om Morgenen. I Kirkerne maatte man være tilfreds, om fulde Folk nøjedes med stilfærdigt at spy i en Krog og ikke kom op at slaas og skændes endog ved Alterbordet. For at undgaa slig Forargelse befalede Christian III., at der om Helligdage skulde sættes Vagt af Bysvende ved Byens Vinkælder, indtil Gudstjene- sten var forbi. Den stærke Levemaade gav sig Udslag i alskens Voldsomhed, og sjældent gik