Röntgen Straalernes Anvendelse I Lægevidenskaben Og Deres Betydning For Samme

123 lupøse Partier af Huden beskyttedes ved Bly- eller Staniol- maske, delsved, at Lampeafstandene gjordes tilstrækkeligt store, og at Bestraalingen afbrødes, saa snart de svageste Tegn til Betændelse viste sig. Endelig blev der sørget for, at de enkelte Seancer ikke varede længere end % til V2 Time. Af disse Forsøg drog Kummeil følgende Slutninger: Röntgenstraalerne ere et meget værdifuldt Middel til kura- tiv Behandling af Lupus. Helbredelsen indtræder desto sikrere, jo mere de forstyrrende Læsioner af Huden undgaaes. En specifik Virkning kan der ikke antages at foreligge, men der er snarere Grund til at formode, at Virkningen er betinget af en ikke nærmere bekendt Faktor, som maaske er af elektrokemisk eller af trophoneurotisk Art. Ingen anden Behandlingsmethode, med Undtagelse af den Jmsen’ske, kan give saa smukke og glatte Ar uden Re- fraktion, men sidstnævnte Methode egner sig fortrinsvis for mere begrænsede Affektioner, medens Röntgenstraalerne ogsaa kunne finde Anvendelse ved de mere udbredte. Den seneste udførlige Meddelelse om Behandling af Lupus ved Bestraaling skyldes Albers Schønberg i Ham- borg (13), der sammen med Deycke i 10 Tilfælde har for- søgt Methoden i det af ham oprettede radiografiske Institut. Af disse Patienter, der paa forskellige Stadier af Behand- lingen bleve demonstrerede i Hamborg Lægeforening i Oktb. 1898, vare en Del helbredede, de øvrige i betydelig Bedring, den Gang Beretningen afgaves. Kun i ét Tilfælde, hvor Affektionen kun havde varet Va Aar, var ingen anden Behandling forsøgt forud for Bestraalingen, de øvrige Tilfælde, hvis Varighed varierede mellem 2 og 23 Aar, havde næsten til Stadighed været under Lægebehandling, og i adskillige af dem havde der været anvendt luber- kulin-Injektioner. Hos alle Patienter optraadte der Reak- tion i Form af Betændelse af Huden, hos et Par allerede efter 2 Seancer, hos andre efter 4 til 7, hos atter andre først efter 18 til 27, men hos dem alle, med Undtagelse af én, var Reaktionen kun af ringe Intensitet og nødvendiggjorde kun ganske kortvarig Afbrydelse af Behandlingen. Sean- cernes Antal svingede mellem 11 og 151, tildels begrundet i Affektionens forskellige Udbredning, og Behandlingens Varighed androg i de fleste Tilfælde mellem 1 og 3 Maa- neder, i et Par Tilfælde 6 til 8 Maaneder, og for én Patients Vedkommende findes den ikke angiven, fordi Bestraalingen paa Grund af ydre Omstændigheder kun kunde institueres med lange Mellemrum.