Röntgen Straalernes Anvendelse I Lægevidenskaben Og Deres Betydning For Samme

Forfatter: J. Mygge

År: 1899

Forlag: H. HAGERUPS FORLAG

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 127

UDK: 537 531

AF

J. MYGGE

DK. MED.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 132 Forrige Næste
51 skal derfor indskrænke sig til gennem enkelte Bemærk- ninger at kaste Strejflys hen over denne Side afRöntgen- straalernes Virksomhed. I et af M ender meddelt Til- fælde af epiphysær Exostose paa øverste Ende af tibia synes Undersøgelsen at have givet væsentlige Holdepunkter for Diagnosen, der indtil da havde været meget usikker. Exostoser ville ligesom Periostoser, Enchondro- mer og maligne Tumorer, de sidste dog kun delvist ogi ringe Grad, afgive Hindringer for Straalernes Passage, og derfor i Negativen præsentere sig fuldstændigt eller pletvist som lyse, i Aftrykket som mer eller mindre mørke, Par- tier. Hvor det drejer sig om Periostoser eller Nydannelser, udgaaede fra Periost, vil man jævnligt i Negativen se en mørkere Stribe paa det Sted, hvor Knoglens naturlige Grænselinie skulde være at søge, medens en saadan De- markationslinie fattes, naar det er selve Knoglen, der er Sædet for Volumenforøgelsen. Herved maa tillige erindres, at det normale Periost, navnlig paa Steder hvor større Muskler tage deres Tilhæftning, ofte giver paafaldende brede Skygger, saaledes at man maa være varsom med Diagnosen: periostal Fortykkelse. Wa/sÆ(2). I Modsætning til den hypert rofiske Osteosclerose give Gummata, paa Grund af deres lette Permeabilitet, mørke Skygger i Negativen, hvilke træde i Modsætning til de fra det resterende Knoglevæv hidrørende lysere Partier. Et Osteosarkom i extrem, inf. radii har Forf. i sin Tid radiograferet paa Kommunehospitalet, og Billedet viste med stor Tydelighed saa vel Nydannelsens Begræns- ning mod det sunde Knoglevæv som det ossøse Bjælke- værk i dens Indre og gav gode Holdepunkter for det operative Indgreb. Forf. kan derfor ikke være enig med Oberst, naar denne udtaler, at Billederne ved Bensvulster i Regelen ere saa forviskede og uklare, at der ikke lader sig drage be- stemte og sikre Slutninger af dem. A priori er denne Paastand ogsaa i Strid med det Faktum, at man kan faa meget instruktive Strukturbilleder af normale Knogler. Rarefaktion af Benvævet lader sig ogsaa paa- vise radiografisk (4). Ved Osteomyeliter og ved Nekroser er det oftere lykkedes at paavise Tilstedeværelsen af selv meget smaa Sekvestre, og Regenerationsprocessen i Knoglevævet efter det operative Indgreb ved disse Lidelser har man kunnet følge. Det samme gælder, hvor Indgrebet var foretaget i andre Øjemed, Ollierf*) f. Ex. ved 4*