Röntgen Straalernes Anvendelse I Lægevidenskaben Og Deres Betydning For Samme

63 Sikkerhed, Deformiteter af og destruktive Overfladepro- cesser i Ledenderne, men at der maa anvendes den største Kritik, naar det gælder Forandringer af Synovial- membranen, Ligamenterne og Bruskene, saa vel som hvor det drejer sig om Foci inde i Ledenderne. Muligvis kan man dog med Tiden ogsaa paa disse Omraader naa til større Sikkerhed. For de mindre Artikulationers, navnlig Inter- phalangealleddenes og Metacarpo — og Metatarso-Phalan- gealleddenes Vedkommende stiller Sagen sig noget ander- ledes. Her kan man i Regelen uden Vanskelighed erkende en stribet Ularked af Bruskene, naar disse ere angrebne, samt ved Arthritis urica ofte Defekter i Ledenderne som Antydning af, at der paa disse Steder findes eller har været Urataflejringer (arthritiske Foci). Ved kronisk Rheumatisme kan man desuden jævnlig erkende, at Knoglerne, og da navnlig den proximale Ende af yderste og den distale Ende af mellemste phalanx, vise forandret Struktur, idet Bjælkebygningen er grovere, saa at Over- fladen faaer et riflet, undertiden grovkornet eller grynet Udseende. Endelig kan man ved den saakaldte Rheu- ma tis mus nodosus konstatere, at de periartikulære Væv ere mindre permeable for Straalerne end normalt, saaledes som Forf. allerede i 1896 gjorde opmærksom paa(7). Et monografisk Arbejde over disse forskjellige For- mer af Ledaffektion foreligger fra Barjoris Haand (8). Der findes heri endel Radiogrammer, som vise, hvor for- skelligt Billedet kan præsentere sig ved Arthritis defor- mans, ved kroniske Former af Arthritis urica og ved de saakaldte Heber deri ske Nodositeter. Til lignende Resul- tater er Forf. kommen gennem de talrige Radiogrammer, han ved de nævnte Lidelser har taget, men paa den anden Side fremgaar det af hans Iagttagelser, at selv vellykkede Radiogrammer ingenlunde altid sikkert kunne afgjøre, om Vedkommende har Arthritis urica eller ikke. Dette er imidlertid ikke overraskende men tværtimod ikke andet, end hvad der maatte ventes, naar henses til, hvor ofte det ikke er muligt ved Sygesengen at drage en skarp Grænse mellem nævnte Affektion og Rheumatisme, idet man maa blive staaende ved den Antagelse, at det drejer sig om en Kombination af dem begge, saaledes at Diag- nosen Arthritis rheumatica eller Rheumatismus arthriticus bliver den eneste mulige. Dette Sammentræf er forøvrigt