Vejleder i Praktisk Telegrafi

2 netens Poler, og hvor ingen Tiltrækning finder Sted. Lige- vægtsrummet. Det mindste Antal Poler, en Magnet kan have, er to, men undertiden kan den have flere. Dette kan ligeledes undersøges ved at dyppe den i Jernfilspaaner, idet disse saa ville hænge ved paa flere Steder end ved Endepolerne. Saadanne Poler, der opstaa ved forkert Strygning, kaldes Følge- eller Bipoler. Naar to Magneter nærmes, til hinanden, ville de ens- artede Poler frastøde, medens de uensartede Poler ville til- trække hinanden. Ophænges en Magnet saaledes, at den frit kan dreje sig i et vandret Plan (Stilling), vil den pege med den ene Pol mod Nord og den anden mod Syd. Den Pol, der vender mod Nord, kaldes Nordpolen, og den Pol, der ven- der mod Syd, Sydpolen. Den Kraft, der giver Magneten sin Retning, kaldes Jordmagnetisme, idet selve Jorden er en stor Magnet. Egentlig talt er det Sydmagnetisme, der findes i Naalens Nordende og Nordmagnetisme i Naalens Sydende, da Jorden paavirker den paa samme Maade som en anden Magnet. Man er imidlertid bleven enig om at kalde den Del af Naalen, der peger mod Nord, for Nordpolen, og den; der peger mod Syd, for Sydpolen. Nordpolen paa en Magnet er kjendelig paa, at den er mærket med et N eller en filet Rille. Den Afstand, en Magnet kan virke i, afhænger af dens Styrke. Den magnetiske Kraft svækkes ikke ved at der skydes Grjenstande, saasom Træ og Papir, der ikke selv kunne blive magnetiske, imellem, naar ellers Afstan- den bliver uforandret imellem Magneten og det magneti- serede Legeme. Naar en Magnet brækkes over, bliver hvert enkelt Stykke til en særlig Magnet med en Nord- og Sydpol; kun er Magnetismen i disse mindre Magneter svagere end i den oprindelige Magnet. Da dette Forhold gjentager sig ved enhver fornyet Sønderbrydning, kan man deraf drage den Slutning, at de to Magnetkræfter, hvis denne Beteg-