Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

243 tragtning. Bliver saadanne Følgen, maa man kun haabe, at de kommer til at falde efter naturlige Linier, thi der vil ikke blive levnet os Tid til at gøre dem om igen. Og for vort lille Land er det ogsaa ørkesløst at drøfte disse Sammenstillinger, thi vor Rolle i dem er paa Forhaand given. Den kan ikke blive nogen anden end en handelspolitisk Sammenslutning med Skandi- navien. Denne kan under visse Omstændigheder tænkes ud- videt til den anden Side af Østersøen, men heller ikke saa langt behøver vi at se. De første Aar vil give os nok at gøre med det, der ligger umiddelbart for: en nordisk Toldunion helt eller del- vis, saa langt nu Forstaaelsen rækker. Men efter denne Streg maa der styres. Den synes os given i selve Situationen for os som for de andre nordiske Riger. Af andre handelspolitiske Nydannelser, som under alle Omstændigheder maa fremgaa af Krigen, skal vi kun pege paa et toldforenet Tyskland og Østrig- Ungarn saa langt frem mod Sydøst, som Krigens Resultat mu- liggør og endelig det britiske Verdensriges Toldunion. Disse Nydannelser i Forbindelse med den store amerikanske Enhed og Rusland som den direkte Stødpude mellem Europa og Asien synes os givne, og fyldes de af en kraftig Tendens til videre Ud- vikling mod et handelspolitisk Evropas forenede Slater, der vir- keliggøres inden den mongolske Udvikling er kommet altfor langt frem, saa vil der være en Mulighed for at holde den Stan- gen, — men ellers ikke. Føre vi fra disse planetriske Forhold Blikkel indefter til det lille Punkt paa Kortet, der betegner Danmark, er det selvsagt, at disse Ændringer maa virke tilbage ogsaa paa os. Vi er noget for os selv, begyndte vi med at sige, og der vil maaske spørges om, hvor meget af os selv der kræves opgivet under denne Udvik- ling. Vi tror i Grunden ikke meget mere end det, — der ikke duer. Vi maa se Virkeligheden stift i Øjnene og forslaa, at den kræver Arbejde og Nøgternhed af os. Vor Nydelsestrang og vor Forfængelighed maa vi i alt Fald give el niere mandligt Tilsnit, men visse politiske Idealer vil vi kunne beholde, fordi de høre til Udviklingens Problemer, som ogsaa vi har Lov til at prøve paa at løse. Hertil hører at blive Foregangslandet paa So- cialpolitikens Omraade. Dertil egner vi os paa Grund af vor Li- 16*