Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

33 ublandet evropæisk og dertil talrig. Ved denne sidste Egenskab stod de tillige i Modsætning til Hollændernes Kolonier. Disse var svagt bebyggede, som en ligefrem Følge af den smalle Ba- sis for en national Kolonisation, Moderlandet frembød. Men Carl II havde en Genbo paa den anden Side Kanalen, der netop i hans Regeringstid heller ikke laa paa den lade Side, hverken i produktiv Udvikling i Almindelighed eller i Kolonial- væsen. Næsten hele Carl Il’s Regeringstid fra 1661 til 1683 var Colbert ved Roret i Ludvig XIV.s Frankrig, hvor hans Geni løfter Erhvervslivet til en Højde som ingensinde før. Hvad Frants I. (1515—1547) havde begyndt, og Henrik IV. (1594 —1610) fortsat, det fuldbyrdedes under Colbert. Ogsaa han havde Interesse for Kolonisering, og koloniale Handelsselska- ber, og grundlagde rigeligt af begge Dele. Han er Skaberen af det franske Kolonialrige, som den Dag i Dag er Verdens næst- største, men jo ganske vist meget betydelig mindre end del britiske. Men aldrig saa snart havde Colbert lukket sine Øjne — 1683 — før man i Frankrig glemte, at den vidunderlige Ud- vikling af Erhvervslivet, som han havde fremkaldt, foruden paa hans Geni hvilede paa et statsretligt Grundlag: det nau- tiske Edikt. Dette sikrede fri Religionsøvelse for de franske Protestanter — Huguenot terne — d. v. s. den velhavende og driftige Mellemstand, som i det væsentlige bar det franske Erhvervsliv. Ediktet ophævedes 1685, og nu flygtede, trods Forbudet og Truslen om de haardeste Straffe, ca. 400,000 vind- skibelige Borgere ud af Landet, hvoraf en Fjerdedel tyede til England. Edv. Lehmann karakteriserer disse Flygtninge som »Landets bedste Borgere, Industriens og Handelens Bærere,« og han siger træffende, at »der dannedes ved denne Klasses Hensygnen et tomt Rum mellem Overklasserne og Underklas- serne i Frankrig,« i hvilket førstnævnte styrtede ved Revolu- tionen i 17891). Men med Ophævelsen af det nantiske Edikt træder Lud- *) Edv. Lehmann: Voltaire og Rosseau Grundrids ved folkelig Uni- versitetsundervisning 111, Nr. 124, S. 4. Jacob Erslev. 1907. 3