Radium Og De Radioaktive Stoffer
I NATURVIDENSKABERNES OG I LÆGEKUNSTENS TJENESTE

29 kraftigere end de primære Straaler, som fremkalder dem. De opstaar sandsynligvis ved, at ny Elektro- ner løsrives fra det ramte Legeme, idet der fremkal- des elektromagnetiske Forstyrrelser i Metallet. Jo tættere dette er, des kraftigere er den sekundære Straaling. Emanationen. Noget af det, man i Førstningen stod mest ufor- staaende overfor, var Emanationen, den Luftart eller som man kaldte det »Damp«, der udgik fra Radium. Ved de senere Undersøgelser er man nu kommen til Klarhed over dette ejendommelige Fænomen, der, som vi skal høre nærmere om, fremkommer ved »Transformationen«. Emanal ionen er en Luftart, som har Egenska- ber tilfælles med andre Luftarter, idet den kan op- løses i Vand og andre Vædsker som Æther og Svovl- kulstof. Den blander sig med andre Luftarter og gaar over til Vædskeform, naar den samtidig udsæt- tes for stærk Tryk og Kulde. Den er et Grundstof med udpræget radioaktive Egenskaber, som den over- fører til alt, hvad den kommer i Berøring med., saa at faste Legemer, Vædsker, Luft o. s. v., som »smit- tes« af Emanationen, selv bliver radioaktive, faar det man kalder induceret Aktivitet. Emanationen er imidlertid en flygtig Luftart. Den inducerede Aktivitet svinder derfor ogsaa efter kort Tids Forløb af Aarsager, vi senere vil høre nærmere om. Ligesom andre radioaktive Elementer udsender Emanationen de 3 Slags Straaler og har i det hele radioaktive Egenskaber fælles med Radium.