Menneskets Legeme

90 MENNESKETS LEGEME kan da ikke komme tilbage igen, og vedkommende kan ikke lukke Munden, før Ledhovedet atter er trykket tilbage paa sin Plads. Foruden Bevægelsen forfra bagtil har Underkæbens Ledhoved ogsaa en ringe Bevægelighed fra Side til Side; denne er ikke af stor Betydning hos Mennesket, men anvendes meget af de drøv- tyggende Dyr til at sønderdele Føden ved Gnidning mellem Kind- tænderne. Paa Skelettet er Mundhulen altsaa kun lukket opad, fortil og paa Siderne, medens den er ganske aaben nedad i Rummet mellem Under- kæbens vandrette Grene. Dette aabne Rum er lukket ved forskellige Muskler, som udgaar fra Indsiden af Underkæbens Grene og fra Tungebenet, en af flere Stykker sammensat lille Knogle, der ligger bag Underkæben omtrent i Højde med dennes nederste Rand, og som i sin Form minder om Underkæbens Hesteskoform. Mange af disse Muskler fortsætter sig nu opad i Tungen, et muskuløst Organ, der er fasthæftet nedad og bagtil, men hvis Spids er fri og kan be- væges i alle Retninger. Naar Munden er lukket, fylder Tungen næsten hele Mundhulen, saa at dens øverste Flade rører ved den haarde Gane. Vi har nu set, hvorledes Mundhulen er begrænset; bagtil fort- sætter den sig over i Svælget, men skilles dog fra dette ved Gane- sejlet eller den bløde Gane, der er en umiddelbar Fortsættelse af den haarde Gane og danner et tværløbende Forhæng, som man let kan se, naar Munden aabnes stærkt og Tungen trykkes ned. Man ser da, at den haarde Gane bagtil fortsættes af en bevægelig, slim- hindebeklædt Muskelvæg, som i Midten danner en tapformet Spids, »Drøvelen«, medens den ud til Siderne sætter sig fast med 2 Folder, den forreste og bageste Ganebue, mellem hvilke en stor Kirtel, »Mandelen«, ligger paa hver Side. Under almindelige Forhold er Ganesejlet saa stramt og spændstigt, at Drøvelen holder sig i sin Stilling, selv naar man lægger Hovedet langt tilbage, men naar der er Svælgkatarrh til Stede, kan Drøvelen blive meget lang og slap, den hænger da ned og følger Tyngdens Lov, saa at den lægger sig tilbage og med sin Spids berører bageste Svælgvæg, naar man lægger sig paa Ryggen. Da Svælget er meget følsomt for enhver Pirring, sei' man tidt i denne Sygdom, at Forsøg paa at lægge sig ned fremkalder Hoste, undertiden ogsaa Hikke eller Brækning. Behandlingen maa da bestaa i at gurgle Halsen med saadanne Opløsninger, som har en sammensnærpende Virkning og atter kan gengive Drøvelen dens naturlige Størrelse og Form. Udenfor Tandrækkerne ligger atter Læber og Kinder, der bestaar af 3 Lag, nemlig Hud, Muskler og Slimhinde; ved Læberne gaar Huden lige over i Slimhinden, som dernæst fortsætter sig ind i Mundhulen og over alt giver denne et indre Overtræk. I Mundhulen underkastes Føden saavel en mekanisk som en ke-