Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
90
MENNESKETS LEGEME
kan da ikke komme tilbage igen, og vedkommende kan ikke
lukke Munden, før Ledhovedet atter er trykket tilbage paa sin
Plads.
Foruden Bevægelsen forfra bagtil har Underkæbens Ledhoved
ogsaa en ringe Bevægelighed fra Side til Side; denne er ikke af
stor Betydning hos Mennesket, men anvendes meget af de drøv-
tyggende Dyr til at sønderdele Føden ved Gnidning mellem Kind-
tænderne.
Paa Skelettet er Mundhulen altsaa kun lukket opad, fortil og paa
Siderne, medens den er ganske aaben nedad i Rummet mellem Under-
kæbens vandrette Grene. Dette aabne Rum er lukket ved forskellige
Muskler, som udgaar fra Indsiden af Underkæbens Grene og fra
Tungebenet, en af flere Stykker sammensat lille Knogle, der ligger
bag Underkæben omtrent i Højde med dennes nederste Rand, og
som i sin Form minder om Underkæbens Hesteskoform. Mange af
disse Muskler fortsætter sig nu opad i Tungen, et muskuløst Organ,
der er fasthæftet nedad og bagtil, men hvis Spids er fri og kan be-
væges i alle Retninger. Naar Munden er lukket, fylder Tungen
næsten hele Mundhulen, saa at dens øverste Flade rører ved den
haarde Gane.
Vi har nu set, hvorledes Mundhulen er begrænset; bagtil fort-
sætter den sig over i Svælget, men skilles dog fra dette ved Gane-
sejlet eller den bløde Gane, der er en umiddelbar Fortsættelse af
den haarde Gane og danner et tværløbende Forhæng, som man let
kan se, naar Munden aabnes stærkt og Tungen trykkes ned. Man
ser da, at den haarde Gane bagtil fortsættes af en bevægelig, slim-
hindebeklædt Muskelvæg, som i Midten danner en tapformet Spids,
»Drøvelen«, medens den ud til Siderne sætter sig fast med 2 Folder,
den forreste og bageste Ganebue, mellem hvilke en stor Kirtel,
»Mandelen«, ligger paa hver Side.
Under almindelige Forhold er Ganesejlet saa stramt og spændstigt,
at Drøvelen holder sig i sin Stilling, selv naar man lægger Hovedet
langt tilbage, men naar der er Svælgkatarrh til Stede, kan Drøvelen
blive meget lang og slap, den hænger da ned og følger Tyngdens
Lov, saa at den lægger sig tilbage og med sin Spids berører bageste
Svælgvæg, naar man lægger sig paa Ryggen. Da Svælget er meget
følsomt for enhver Pirring, sei' man tidt i denne Sygdom, at Forsøg
paa at lægge sig ned fremkalder Hoste, undertiden ogsaa Hikke eller
Brækning.
Behandlingen maa da bestaa i at gurgle Halsen med saadanne
Opløsninger, som har en sammensnærpende Virkning og atter kan
gengive Drøvelen dens naturlige Størrelse og Form.
Udenfor Tandrækkerne ligger atter Læber og Kinder, der bestaar
af 3 Lag, nemlig Hud, Muskler og Slimhinde; ved Læberne gaar
Huden lige over i Slimhinden, som dernæst fortsætter sig ind i
Mundhulen og over alt giver denne et indre Overtræk.
I Mundhulen underkastes Føden saavel en mekanisk som en ke-