Menneskets Legeme

156 MENNESKETS LEGEME Dage, Blæren synker atter sammen, og naar Hornlaget af Overhuden efter en Uges Forløb eller lidt senere skaller af, er der fra Slim- laget allerede dannet et nyt Lag fin og tynd Overhud. Dersom Blæren derimod rives itu, betændes Slimlagets Celler stærkere, der dannes Materie, og det erstattes. Naar Forbrændingen kan vare forholdsvis længe, inden Huden at dybere, saa gaar ti Fig. 130. Gennemsnit af Huden (20 G. forst.), der viser Haarene med deres Follikler a og de dertil knyttede Talgkirtler b, samt Svedkirtler c, hvis Udførselsgange d aabner sig paa Hudens Overflade ved e. Skor- af og Sub- hvidt og sig stærkt der dan- et Stykke af Huden gennem hele dens Tykkelse er saaledes forandret, at den ikke kan fortsætte Livet, dannes der en haard Skorpe af større eller mindre Omfang og Tykkelse. Denne forholder sig nu som et dødt Væv; efter nogen Tids Forløb afgræn- ses det fra det levende Væv ved en rød, vædskende Grænselinje, pen stødes efterlader et stanstab. Dette luk- ker sigeflerhaandcn, ikke med Hud, men med et Bindevæv, der i Begyndelsen er rødligt og blødt, senere bliver blod- fattigt, trækkeir sammen; nes det, som vi kal- der et Ar. Naar Brandskoi'pen har været stor, kan Ar- rets Tilbøjelighed til at trække sig stærkt sammen give Anledning til meget generende Følger; i Ansigtet kan saadanne Ar efter Brand- saar trække Munden skævt op til den ene Side eller trække Øje- laaget ned; i Haanden kan de lodde Fingrene sammen, saa at Haandens Brugbarhed følelig formindskes osv. Man har derfor i vore Dage draget Nytte af den gamle Erfaring, at Hudlapper, der helt er løsnede fra Legemet, kan vokse fast paa Saarflader, naar disse er ganske friske og rene. Man gaar da