Menneskets Legeme

Sfr Ä I 162 MENNESKETS LEGEME delte; paa Panden, i Haandfladen, paa Siden af Næsen er de tal- rige, og i Armhulerne danner de et tæt Lag, men paa Ryggen findes forholdsvis faa og paa Læberne ingen. I den ydre Øregang findes ogsaa Svedkirtler, men de afsondrer en olieagtig Vædske i Stedet for Sved og danner sammen med Øre- gangens Talgkirtler den fedtede Masse, som man kalder Ørevoks. Svedkirtlerne er altid i Virksomhed, men naar Svedafsondringen gaar langsomt for sig, fordamper Sveden fra Mundingen af Kirtlen °g iagttages ikke som Vædske; ved mange Paavirkninger forøges Svedafsondringen stærkt, saa at Sveden som Draaber træder frem paa Hudens Overflade, dette sker saaledes, naar den omgivende Lufts Temperatur er høj og navnlig, naar Luften tillige er mættet med Fugtighed; henimod Uvejr, naar Luften er varm og fugtig, bryder Sveden meget let frem; stærkt Muskelarbejde, Nydelse af varme Drikke o. s. v. befordrer Svedafsondringen, der er et af de Midler, ved hvilke Legemet beskærmer sig mod høje Varmegrader og bevarer sin ensartede Temperatur. Men Svedafsondringen staar ogsaa under Nervesystemets Herredømme, og naar Nerverne paa- virkes af Gifte eller Lægemidler, kan der fremkomme stærk Sved ; af saadanne Lægemidler kan nævnes Salicylsyre og Pilocarpin. Ved stærkt Ildebefindende som Kvalme, Søsyge o. lign, kan Svedkirtlerne afsondre rigelig Sved, uagtet Legemets Temperatur ikke er forhøjet, Sveden føles da kold, det samme er Tilfældet, naar Svedkirtlerne sættes i stærk Virksomhed ved Angst; Angstens Sved er derfor kold, medens Undseelse sædvanlig giver Anledning til stærk Blod- overfyldning af Ansigtets og Halsens Hudkar og dernæst til Udbrud af varm Sved. Naar Legemet paa anden Maade har mistet meget Vand, f. Eks. ved hæftig Diarrhoe som i Kolera, formindskes Sved- afsondringen stærkt, og Huden føles da tør. Gennemsnitlig afsondrer et sundt voksent Menneske 3 Pægle __ 1 Pot Vand gennem Huden i Løbet af 24 Timer, det er altsaa næsten lige saa meget som den samlede Urinniængde for samme Tid og dobbelt saa meget, som der gaar bort gennem Lungerne med den udaandede Luft. Gennem Svedkirtlerne afgiver Legemet ogsaa en Del Kulsyre; skønt den samlede Mængde ikke er særdeles stor og ikke kan maale sig med det Kvantum Kulsyre, der gaar bort med Udaandingsluften fra Lungerne, kan man dog let paavise denne Kulsyreudskillelse fra Huden; anbringer man et Menneskes Arm i en lufttæt Kasse, vil der i Løbet af en Time være samlet saa megen Kulsyre i Kassen, at et brændende Lys vil slukkes, naar det bringes ind i Kassen. Hos lavere Dyr er Huden langt virksommere som Aandedrætsorgan; hos Frøerne har den endog større Betydning som saadant end Lun- < gerne; en Frø kan leve længe uden Lunger, men naar man over- trækker en Frøs Hud med en vandtæt Fernis, saa at Kulsyren ikke kan udskilles gennem Huden, dør den snart, selv om dens Lunger arbejder paa normal Maade.