Haandværker Sangbogen

de synes ham et tyndt Finér imod de gamle Planker. Dog derfor ved han ligegodt om det, vi har, at værne, han ved at skille stort og sniaat og Skallen fra dens Kærne. Og dette just gør Manden slærk, og det er det, vi ære; han holder ej af Bindingsværk. nej, Grundmur skal det være. Hvad vi til fælles Bedste gør. og hvad vi saa end ville, paa ham som Mand vi stole tør, han mure vil sin Pille. Peter Faber. 94. Mel.: Hr. Peder kasted’ Runer over Spange. Med Ungdomsmod gaar Manden frem i Verden, af Kraft er præget al hans Id og Færden; han ved, det Kamp vil koste at naa til Maalet frem, at danne sig en Stilling og bygge sig et Hjem. Ungdomsblod ruller i hans Aarer. Ungdomsmod »Frem!« til Løsen kaarer. Ungdomsmod! Er man i Manddomstid til Maalet kommen ej altid tænkes da paa Alderdommen; man haster vid’re, fremad, afsted i travle .hig, og glædes til i Morgen der atter er en Dag. Manddomstid, Du skal skabe Værket, Manddomstid, det er Skjoldemærket, Manddomstid! 113 8