Haandværker Sangbogen

Ord fanger Livskraft og Velklang og Vinger rader sig som Perler i Digterens Sprog. Kundskaben vækker den slumrende Skov, Fuglene synge, og Blomsterne skinne, Kundskaben udfrier hint Troldenes Rov: Skovborgens fagre Fyrstinde. Kundskab er Magt: Selv Figurer saa kolde, de, der synes døde paa Tavle i Bog, kender den atter i Bakkernes Volde, omsat i Naturens henrivende Sprog. Hvad der var dødt, bli’r til Livsvarme bragt, rigt sig nu bryder de fattige Linier, blødt soin i Bøgenes foldede Dragt strengt som i Graner og Pinier. Sky e.j det Slid, som den Kundskab dig koster, krummer den end Ryggen og aftvinger Suk. Føler du stundom dig spærret i Kloster, længes efter Verden saa vid og saa smuk, se da paa Straalen, som spiller paa Mur! Trøst dig og lær du din Længsel at tøjle, indtil du kan i den frie Natur færdes med Kundskabens Nøgle! Ud da. naar Murenes Hindring sig fjerner! ud i Livets Kampe med fribaaren Hu! Kun over Klipper gaar Vejen til Stjerner, stejle Stier volde ej Ungdommen Gru. Tæt under Sandhedens viede Flag fylkes vi vil som en stridsværdig Skare, haabe at sejre og høre en Dag Sandhedens Sejersfanfare. S. Schandorph. 116