Haandværker Sangbogen

Lad Bygerne kun slaa, lad Havet bruse paa, her er saa frisk at aande og saa frydeligt at gaa. Af disse jævne Marker og denne stolte Sø har Dansken lært i tusind Aar at leve og al dø. Fra Hammeroddens Fjæld til Revlens hvide Sand, vort Folk, vort Fædreland! Det Sprog, der vokser her, i Kamp med Vind og Vejr, det løfter som en Bølge, det bider som et Sværd. Af Tænker og af Skjald gjort smidigt i sit Fald, det magter nok at ramme og at rejse hvad det skal. Det hvisker over Vuggen med Barnets lille Navn og gynger Folkets Fortid og dets Fremtid i sin Favn. Thi alle Slægters Blod er udgydt i dets Skaal, vort Sprog, vort Modersinaal! Og truer os en Dag en pansret Næves Slag, da rejser vi for Danmark vort skønne gamle Flag. Paa Tab af Guld og Blod kan Tiden raade Bod, men overgi’r et Folk sig fejgt, da raadner Folkets Rod. De andre var de stærke, dog skifted Sol og Vind, og genfødt spirer Fremtid af det frelste frie Sind. Kun broderlig staa fast i Flagets Flammeskær, ét Sprog, ét Folk, én Hær! Vort Løsen er: Trods all! Naar Danmark har os kaldt, da staar vi eller falder, som Dybbøls Helte faldt. For Fædreland og Sprog, for Dansk i Mund og Bog, for Kongeborg og Bondegaard, for Hjemmets mindste Krog. Vi ved, et Fjæld kan sprænges, og tvinges kan en Elv, men aldrig kan et Folk forgaa, som ikke vil det selv. 12