Haandværker Sangbogen

dig over Verdens Sø, til Nordens Brynjer springe, og Danmarks Hjerter dø! Ingemann. 33. Mel.: Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden. Vor Saga siger: Da i gamle Dage de danske Mænd paa Estlands Kyster stred for hedensk Folk i Kirkens Favn at drage, af Overmagten haardt betrængt de blev. Saa hørtes pludselig en Røst fra Himlen: »Se Tegnet, som af Vinden føres hist, hvor det henbæres, højest over Vrimlen, følg det kun trygt, og sejre skal I vist!« Og Tegnet fulgte altid Dansken siden, paa alle Veje, gennem Sorg og Fryd, Men naar det kun blev løftet højt i Striden saa hørtes Aandens Røst fra fordums Tid. — Og mangen Sejer er derunder vunden ved Mod i Kampen og ved Aandens Kløgt, med Korset hvidt, som Blodets Farve Grunden, kaldt »Dannebrog«, paa det vort Haab er bygt. Men intet andet Folk en Fane ejer, saa ren og skøn, med Kærligheds Symbol, derude rundt paa Jorden stolt den vajer og bærer Danmarks Navn fra Pol fil Pol, derfor det altid Fremtidsmaa] os være, at øge gamle Danmarks Lov og Pris, 35 3*