Grundrids af Danmarks Statistik

210 sernes Bestyrelser vælges et „Nævn“ med Sygekasseinspektøren som Formand; dette kan af Formanden sammenkaldes til Drøftelse af alle Spørgsmaal Sygekasserne vedrørende. I øvrigt ere Syge- kasserne i de enkelte Landsdele i Almindelighed samlede i Central- foreninger, hvorved Ensartethed i Behandlingsmaaden er bleven mere udbredt. De foreliggende statistiske Oplysninger udvise, at de aner- kendte Kassers Antal 1ste Januar 1894 var 457, 1ste Januar 1898: 806 (deraf København 57, de øvrige Byer 78, Landd. 671), Antallet af ubemidlede Medlemmer 116 000 og 201 000 (København, tildels medregnet Forstæderne, 62 000, øvrige Byer 23 000, Landd. 116 000). I Sommeren 1898 var der 897 Kasser med 214 000 Medlemmer. De anerkendte Sygekasser komme saa- ledes omtrent x/7 af Danmarks voksne Befolkning til gode. Hertil kommer, at ikke faa Sygekasser af forskellige Grunde ikke have søgt Anerkendelse. Medlemmerne af de anerkendte Sygekasser udredede i 1897 c. 1,2 Mill. Kr., Statens Tiskud for 1896 (ud- redet i 1897) var c. 550 000 Kr, Udgifter til Sygeunderstøttelse var 749 000 Kr., til Behandling paa Sygehus 109 000 Kr., til Lægehjælp og Kørsel 618 000 Kr., til Medicin 213 000 og til Bestyrelse 133 000, tilsammen godt 1,8 Mill. Kr., eller c. 9 Kr. pr. Medlem. I Gennemsnit faldt der i 1897 c. 5 Sygedage paa hvert Medlem (i København blandt Mænd 7,9, blandt Kvinder 5,5, i Købstæderne 7,0 og 6,1, i Landd. 4,2 og 4,8). I Forbindelse med Sygekasserne staa ofte Begravelses- kasser, hvis Udvikling derfor indirekte er fremmet ved Syge- kasseloven ; desuden findes et stort Antal særlige Begravelseskasser. Derimod var det kun i ringe Grad lykkedes ved frivillig Associa- tion at udrette noget for Alderdomsunderstøttelse, selv om der fandtes en Del Understøttelseskasser i Forbindelse med større Aktieselskaber, og en Del Kommuner havde taget Arbejdet for denne Sag op. Disse Bestræbelser ere væsentlig overflødiggjorte ved Alderdomsunderstøttelsesloven, stadfæstet 9. April 1891, hvorved det offentlige har paataget sig som Pligt at støtte de gamle. I Loven bestemmes det, at den, der efter at have fyldt sit 60de Aar ikke kan skaffe sig eller dem, han skal forsørge,