Grundrids af Danmarks Statistik

58 efterhaanden voksede Ydelsen, navnlig efter den Tid, da Konjunk- turerne fra Aarh.s Midte bedredes, og da Stavnsbaandet gav Godsejerne Midler i Hænde til at fordre mere og mere. Bøn- derne bleve derved nødte til at forsømme deres egen Jord, idet de oftest tilsagdes til Hoveri paa den ogsaa for dem mindst belejlige Tid. Dernæst var det ogsaa forbundet med direkte Ud- gifter, saaledes til Hestehold, der var paafaldende stort paa den Tid. Følgen blev, at Bønderne forarmedes, vænnedes til daarligt og skødesløst Arbejde, hvortil kom det demoraliserende ved den slette Behandling, der blev dem til Del. Naturligvis vare For- holdene ikke lige slette overalt, ligesom ikke alt Bøndergods var hoveripligtigt. Foruden disse Ydelser til Godsejerne virkede ogsaa de offent- lige Afgifter skadeligt; især var dette Tilfældet med Tienden. Den var oprindelig en gejstlig Afgift, hvis Indførelse kan føres langt tilbage i Tiden; her i Landet som andetsteds var den fra først af en almindelig Bruttoindkomstskat; men i Tidens Løb forandredes den, og navnlig vare mange Jorder ■— Sædegaards- jorder, Embedsjorder, Heder o. s. v. — bievne tiendefri. Den deltes før Reformationen i 3 lige store Dele til Biskop, Præst og Kirke. Efter Reformationen gik Bispetienden over til Kronen og blev som Kongetiende tillagt forskellige Institutioner og private, Kirke- tienden tilfaldt Kirkeejerne som Vederlag for Kirkens Vedlige- holdelse, Præstetienden anvendtes til Præstelønning. Afgiften svaredes som Kvæg- og Korntiende. Kvægtienden var dog allerede 1740 omsat til en Pengeafgift, men Korntienden ydedes endnu in natura. Dette førte til, at alle maatte vente med Indkørselen, indtil hvert 10de Neg var udtaget; endvidere mistedes ogsaa Hal- men. Forholdet gav ofte Anledning til Kiv. Derhos hindrede en saadan Afgift Udviklingen af et intensivt Agerbrug, fordi stigende Bruttoudbytte vilde bevirke en Stigning i Tienden, som var en Bruttoafgift, uden Hensyn til om Nettoudbyttet steg i tilsvarende Forhold. Foruden Tienden paahvilede der Bonden store Byrder som Vejarbejder, haarde Skatter, vekslende Toldhindringer og endelig Jagtlove, der fredede Vildtet paa Afgrødens Bekostning. Ogsaa Jordfællesskabet, der var nedarvet fra de ældste