Gamle Hjem I Sønderjylland
Holsten Og Den Gamle Hansestad Lübeck

1 denne Forbindelse behøver man blot af nævne Frisland og Halligerne som et Sterlig egenartet og udpræget Eksempel; det overleverede har her holdt sig bedre end de fleste andre Steder og bærer Vidne om den Alvor, den store, planmæssige Dygtighed, den Ærbødighed for Opgaven, der udmærkede svundne Tiders Befolkning i disse Egne. Man kan ikke undlade at lægge Mærke til de tilstedeværende Natur- forholds Indvirkning paa Byggesættet og hele Bygningskomplekset, Indretning og Inddeling. Man ser hvorledes, i visse Egne, selve Menneskeboligen og Stald og Lade er samlede under et fælles højt og fremspringende eller nedhængende Tag, mod hvilke den fremherskende Nordvestvind brydes. 1 andre Egne træffer man den typiske danske Bondegaard, med dens fire Længer og den indesluttede Gaard, eller forskellige Afskygninger af det nedersachsiske Hus; det ostenfeldske Hus, og dø sydlige Typer i Holsten og Marskegnene omkring Elben. Som det ydre var ogsaa det indre, og maaske i endnu højere Grad, præget af karakterfulde Træk, der vidner om Bygherrens, Bondens, klare Syn, om den Pris han satte paa, og den Respekt han følte for, sit ofte saare skønne Hjem. Man vil i Bogen finde talrige Ek- sempler herpaa: Stadsstuen, den »kolde“, og kun ved højtidelige Lejligheder benyttede Stadsstue i Land- fogden Marcus Swyns Hus i Ditmarsken, der viser hvor højt den landlige Bygningskunst stod for halvfjerde Aarhundrede siden — Stadsstuerne fra Gjenner o. s. v. Selv Opholdsstuen, den „varme“ Stue, er i mange Tilfælde udmærket ved en ejendommelig, hyggelig Skønhed. Denne skarpe Sondring mellem de forskellige Rum, alt ifølge deres Brug og Bestemmelse, fremtræder maaske særlig tydeligt i Nord Frisland, i den ostenteldske Egn, i Wilster og Kremper Mârskegnene og i Provstiet; ogsaa Museerne i Sønderjylland og Holsten er rige paa Eksempler og Typer fta disse Egne. Hvis man vil lære at sætte særlig Pris paa disse Overleveringer fra svundne Tider, behøvef man blot at sammenligne dem med hvad det sidste Aarhundrede har ydet paa det samme Felt. Det er i Virkeligheden vanskeligt at forsfaa, at Skønhedsfrangen og Sansen for de herlige gamle Traditioner saa fuldstændig kan forsvinde i Løbet af nogle faa Slægtled. Men dette er jo kun en yderligere Grund fil at værdsætte og studere hvad der endnu findes opbevaret fra hine Tider, og det viser sig da ogsaa paa mdnge Maader, hvorledes Interessen herfor er vaagnet og vokset i de senere Aar. Det der især giver disse gamle Hjem en egen Charme er den dominerende Anvendelse af Panelet i dets forskellige Typer og Stilarter og de til dette svarende Møbler, da navnlig Skabe Og Kister. Men disse gamle Hjem indeholdt tillige en Rigdom af forskelligt Husgeraad, ofte forarbejdet med virkelig Kunstsans og en Omhu, man kun sjældent finder i vore Dage. Hvad Byerne bød af disse Sager tilfreds- stillede ikke altid, sjældent maaske, Bondens Fordringer i Retning af Styrke og praktisk Anvendelighed, lige saa lidt som hans ejendommelige Smag, og Følgen heraf var at der ude paa selve Landet fremstod en Række af fortræffelige Haandværkere, der bedre forstod Bondens Ønsker, og som, navnlig i den nordlige Del af Sønderjylland og i Nord-Frisland, naaede en høj Grad af Udvikling i Retning af original Pyntelighed. Det er allerede fremhævet at der saavel i Sønderjylland som i Holsten til forskellige Tider har gjort sig forskellig Paavirkning gældende, især fra Tyskland og Holland. Naar man gennemgaar Fortegnelsen over de Kunsthaandværkere og jævnere Mestre der har udført de paagældende Arbejder og hvis Navne endnu kendes, vil man finde, af de allerflesfe er Landets egne Børn. Man vil saaledes finde en hel Række af Navne fra Flensborg, Husum og Tønder og for Holstens Vedkommende fra Kiel og Hamborg. Af de sønderjyske Mestre er der særlig Anledning til atter at fremhæve Hans Brüggemann; han stammer fra Husum, hvor han ogsaa døde — i stor Armod. Hans vidt berømte Alter i Slesvig Domkirke (1514 —1521) fandtes, tidligere i Bordesholm. Den direkte Indflydelse Nord fra, hvad angaar sønderjysk Bygningskunst, er som allerede nævnt af forholdsvis tidlig Dato, og det er da især Kirker fra det 12 de og 15 de Aarhundredede der bærer