Kortfattet Haandbog for Typografer

124 Harmonerende farver. Det er af største vigtighed for den harmoniske virk- ning, at der, om muligt, anvendes flere nuancer af en og samme farve. I et og samme arbeide bør man kun anvende faa hovedfarver og behandle de øvrige som bifarver; disse bør kun indtage lidet rum. Har man f. eks. blaat-orange, saa bør blaat have den større flade, da omvendt denne forbindelse vilde virke haardt. Har man gult ved siden af violet, saa bør violet have den største plads. Kon- trasterende farver, som stilles ved siden af hverandre, og som er omtrent lige kraftige, maa adskilles ved kraf- tige sorte, guldbroncerede eller andre konturer. Sær- deles vigtigt er det ogsaa ved farvesammenstillinger, at man altid sætter «varme» og «kolde» farver og toner ved siden af hverandre; thi disse hæver sig gjensidig. Med «varme» farver forstaaes de, i hvilken rødt og gult er dominerende; dog betinger gult alene ikke absolut varmens karakter. Er blaat i en farve fremherskende, saa indtræder kuldens karakter. Paa samme maade vir- ker ogsaa hvidt og neutralt graat. De daar lige farvekombinationer beror enten paa, at farverne er haarde eller skrigende, eller paa, at den ene farve indvirker paa den anden. Saadanne smagløse kontraster forekommer f. eks. ved forbindelser af mønje og karmoisin, blaat og violet o. s. v Sættes f. eks. rødt ved siden af orange, saa vil den første farve vise sig mere gul, og rødt vil skjære i det blaa. Violet ser blaaagtig ud, naar det sættes ved siden af rødt, medens det røde viser sig gulagtigt. Orange synes rødagtigt naar det staar ved siden af gult, medens denne sidste farve faar et grønt skjær. Naar grønt og gult staar sammen, faar den første farve et blaat og den sidste et orangefarvet skjær. Violet imod blaat bliver rødagtigt og blaat grønagtigt. Gult imod blaat bliver rødagtigt