Kortfattet Haandbog for Typografer

Om aksidenssats. 63 Der hersker endnu blandt en del typografer den formening, at til det, som er originalt, skal der absolut ikke kunne paavises noget forbillede. Denne anskuelse er imidlertid ganske leilagtig; thi næsten enhver original, med virkelig indsigt og smag komponeret sats slutter sig til forbilleder af de forskjelligste slags. Selv de største kunstnere maa, for at være originale, studere klassiske forbilleder. Kun- sten i et arbeide ligger just deri, at kunstneren paa en for- maalstjenlig maade har tilgodegjort sig forhaandenværende motiver og paa en passende maade bringer dem i forbin- delse med sine egne ideer. Saaledes bør man ogsaa gaa frem ved anvendelsen af gode trykmønstre. Den dygtige aksidenssætter kan netop derved, gjennem en delvis om- dannelse og forbedring af en given originalsats, bevise sin omtanke og duelighed. Han benytter den ene eller den anden gode ide i den ham foreliggende original og sætter det øvrige efter egen smag. Saadanne arbeider overtræffer ofte originalen. For i enkelte tilfælde at kunne opnaa en heldigere form i satsen eller linjernes formning, bør sætteren kunne omstille teksten; dog maa der i saadanne tilfælde tages omhyggeligt hensyn til, at tekstens mening derved ikke forrykkes eller undergaar nogen forvanskning. Den gjængse anskuelse, at man ved valg af skrifterne bør tage nøie hensyn til vedkommende linjes indhold, ialfald hvad hovedlinjen betræffer, kan kun for en del siges at være rigtig. En fagavis skyder over maalet, naar den skriver: «det staar i strid med vedkommende tryk- arbeides øiemed, naar f. eks. paa et forretningskort for en tandlæge hovedlinjen udhæves med tunge, sorte typer; thi uvilkaarlig vilde den følelse komme over os, at manden udførte sit arbeide med hammer og meisel istedetfor med smaa tænger. Ligeledes kan man ved at se et kort fra en kjedelfabrikant, hvilket er sat med lette typer, komme paa den tanke, at ogsaa hans kjedler er svage og daarlige.»