Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem

Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem. 309 den derimod ikke blot er peptoniserende, men ogsaa fedt- spaltende, er den en udpræget Kødæder. Dens Næring har derfor fra første Færd været Ligene af de mange Smaadyr, der udviklede sig, førend Planterne opstod. Ligesom hos Svovlbakterierne saa kan vi ogsaa her tænke os en Udvikling af Kugleformer til den ene Side og Skrue- former til den anden Side. Om der virkelig existerer svovlfri Kokker med polære Cilier er ikke let at afgøre, eftersom Kokkerne ingen Pol har. Særligt vanskeligt er det at skelne imellem lofotriche og peritriche Kokker. Gilierne maa i et- hvert Tilfælde udspringe nøjagtigt fra samme Punkt for med Sikkerhed at kunne betegne en Kok som lofotrich. Ellis1, der er den eneste, der har gjort disse Spørgsmaal til Genstand for nærmere Undersøgelser, mener, at Streptokokkerne altid har 1—3 endestillede Gilier; betragter man imidlertid hans Tegninger, saa synes f. Exp. Streptococcus pyogenes at være peritrich. Efter samme Forsker skal Mikrokokkerne enten være monotriche eller peritriche og Sarcinerne altid peritriche. De svovlfri Kokker med polære Cilier har altsaa i det højeste udviklet sig til at kunne dele sig efter to Retninger. Skal disse hypotetiske Organismer passe ind i den øvrige Familie, saa maa de fortrinsvis leve ved Iltaanding og være fordrings- løse Vandbakterier. Efter Forholdet til Gelatine vil vi dele dem i Liquidococcus og Solidococcus. Bedre Kendskab har vi til den foreliggende Families Skrue- former. Der gives saaledes alle mulige Overgange fra Liquido- monas til Lysvibrionerne, idet der findes Arter af de første, der er krumme, og Arter af de sidste, der er helt lige. Disse Vibrioner lever ikke blot paa døde Dyr, men snylter ogsaa paa Krebsdyr og Fisk og gør dem derved lysende allerede i levende Live. Tænker vi os, at Lysvibrionerne udvikler sig videre til de ogsaa for højere Dyr farlige Vibrioner, hvortil Vibrio cholerae hører, saa har vi hele Skalaen fra Saprofyter 1 Centralblatt f. Bakteriologie 2. Abt. 1902. IX. 546. 43