Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem

326 Orla Jensen. ja den sidste endog Mælkesyre ligesom Butyribacillus Chauvoei) til Slægten Liquidobacterium, medens Bacillus putrificus2, som vi vil kalde Putribacillus vulgaris, svarer til Slægten Bacillus. Sidstnævnte Bakterie spalter slet ikke Sukker, hvad der ellers er karakteristisk for næsten alle fakultativ eller obligat anaerobe Bakterier, og maa derfor kunne skaffe sig al nødvendig Energi alene ved Sønderdeling af Æggehvidestoffer. Indenfor de anae- robe Bakterier har den derfor naaet den højeste Udvikling som Æggehvideforgærer, ligesom Cellulobacillus methanigenes har naaet den højeste Udvikling som Kulhydratforgærer. Af anaerobe Baciller, der ikke forgærer Mælkesukker, har Bacillus botulinus særlig Interesse derved, at den iblandt Bakterierne er det eneste kendte Exempel paa en ren Gift- plante. Da den i Modsætning til andre virulente Bakterier ikke formaar at udvikle sig i den dyriske Organisme, saa kan der her ikke være Tale om, at den har opnaaet sin Virulens ved et Tilpasningsfænomen. Dette har den nærbeslægtede Jordbakterie, Bacillus tetani, sandsynligvis heller ikke, men den har paa Grund af sin Giftighed fra første Færd af haft særligt Anlæg for at blive patogen. Vi vil betragte disse Bakterier paa Grund af deres ejendommelige Ektotoxiner som en særlig Slægt, Botulobacillus, der dog staar meget nær ved Putrib a cillus. De anaerobe Bakteriers Gren former sig herved paa følgende Maade: Putribacillus Botulobacillus Butyribacillus — Cellulobacillus PectobaciUus Som bekendt antager de anaerobe Bakterier, naar de bærer Sporer, enten Klostridium- eller Plektridiumform. Betragter vi vort System, saa ser vi, at Udviklingen gaar fra den første til den sidste, o: fra midtstillede Endosporer, hvilket jo ogsaa 2 Bienstogk. Archiv für Hygiene. 1899. XXXVI. 335. 60