Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem

Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem. 325 bacillus. Sandsynligvis er de ældste obligat anaerobe Baciller ogsaa de ældste Sporedannere, thi uden Evne til at frembringe Endosporer vilde disse Bakterier i allerhøjeste Grad være ud- sat for at blive dræbte af Luftens Ilt, saasnart Nedbrydningen af det Substrat, i hvilket de har udviklet sig, er fuldbragt. Et videre Udviklingstrin af de ægte Smørsyrebaciller danner de pektinforgærende Bakterier1, Slægten Pectobacillus. Disse farves ligesom de foregaaende i Regelen blaa med Jod og forgærer de samme Kulhydrater, men angriber desuden Pektin- stofferne. Ogsaa i deres Forhold overfor Proteinstoffer viser de en højere Udvikling, idet de smelter Gelatine. Fra Slægten Butyribacillus maa vi ogsaa aflede de cellulose- forgærende Bakterier, Slægten Cellulobacillus. Medens disse interessante Mikroorganismer paa den ene Side kan nøjes med Ammoniak som eneste Kvælstofkilde, saa viser de paa den anden Side en ejendommelig Specialudvikling ved at kunne angribe et saa modstandsdygtigt Kulhydrat som Cellulosen, og ved overhovedet at være de anaerobe Bakterier, der ud- nytter Kulhydraterne bedst (se Methangæringen). Da Cellulo- bacillus saaledes betegner et Kulminationspunkt, kan vi ikke uden tvingende Grunde aflede andre Slægter herfra, men vi maa betragte denne Slægt som en isoleret Sidegren. En anden Gren danner de anaerobe Forraadnelsesbakterier, Slægten Putribacillus. Disse er karakteriserede ved, at de nedbryder Æggehvidestoffer under Udbredelsen af en for- færdelig Stank. Udviklingen gaar ligesom hos de aerobe Forraadnelsesbakterier fra syredannende til syreømfindtlige Arter. Saaledes svarer Bacillus bifermentans spor og enes2 og Bacillus oedematis malig ni (der forgærer Druesukker, men ikke Mælkesukker) samt Bacillus perf ringens2 og Paraplectrum foetidum3 (der baade forgærer Druesukker og Mælkesukker, 1 Se* Behrens Fremstilling i „Lafar’s Handbuch der technischen Mykologie“ 1905. III. 275. 2 Tissier og Martelly. Ann. Pasteur. 1902. XVI. 865. 3 Orla Jensen. Doktordisputats. København 1904. S. 81.