Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem

330 Orla Jensen. Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem. Værk, og det er interessant at se, at herved deltager de for- skellige Grupper af Bakterier tilnærmelsesvis i den modsatte Orden af den, i hvilken de har udviklet sig. Medens Hydrolysen og Spaltningen fortrinsvis foraarsages af de nyere Bakterier, saa besørges den fuldstændige Iltning til Plantenæringsstofferne, Kulsyre, Salpetersyre og Svovlsyre fornemmelig af de ældre Bakterier. Disse sidste Bakterier omdanner ogsaa de Luft- arter, Brint, Kulbrinte og Kulilte, der opstaar ved andre Gæringsprocesser eller ved ufuldstændig Forbrænding, saaledes at de kan komme Planterne tilgode og derved ikke gaa tabt i Kredsløbet. Ved Plantevævets Nedbrydning er Svampene i det mindste ligesaa virksomme som Dyr og Bakterier. Medens de lavere Svampe (Gær- og Skimmelsvampe) gennemgaaende taaler Syrer bedre end Bakterierne og derfor er særlig skikkede til at angribe Frugternes Kød, saa udmærker flere højere Svampe sig ved at kunne angribe forveddede Celler, noget som ingen Bakterier formaar. Bakteriernes Forkærlighed for Dyr og Svampenes for Planter1 viser sig ogsaa derved, at de fleste dyriske Parasiter er Bakterier, medens de fleste Plante- parasiter er Svampe. Da Skimmelsvampene kan udnytte frie organiske Syrer bedre end andre Levevæsener, er det fortrinsvis dem, der i Naturen besørger Nedbrydningen af det Fedt, som ikke forbrændes i den dyriske Organisme. 1 Allerede i deres første Oprindelse er Svampene knyttede meget nær til Planterne, nemlig i Egenskab af Kvælstofsamlere. 64