Sanitær-Tekniske Forhold og Anlæg i danske Provinsbyer

 EHHØhBKUHWhm 51 lade Vandet regne ned igjennem Luften, ere alle An- lægene indrettede saaledes, at Vandet med ringe Dybde og stor Overflade under Luftens Paavirkning strømmer gjennem Render, undertiden kombinerede med smaa Vandfald. Ved begge Metoder kan gode Resultater opnaas. Et vigtigt Spørgsmaal (ogsaa for Hygiejnen) er det, hvorledes Vandværket skal skaffe sig sine Indtægter. Vandværkets Hovedvirksomheder ere dels at levere Beboerne godt Vand, hvilket helst maa komme saa mange som muligt til Gode, dels at beskytte Værdierne i Byen mod Ildsvaade. Den første Opgave fremmes ved, at saa mange Ejendomme som muligt forsynes med Vand; den anden Opgave er uafhængig deraf, den fordrer kun, at et passende Antal Brandhaner an- bringes, hvilket ogsaa som Regel finder Sted. Det vil altsaa være rimeligt, at man gjennem Beskatningen stræber hen til, at alle Ejendomme foretage Vandind- læg. Derfor bør Vandafgifterne holdes lavt, og Kæm- nerkassen tilskyde et betydeligt Bidrag, hvilket falder alle Beboerne til Byrde, baade dem, der nyde Vandet og dem, der vægre sig derved. At der herved skulde opstaa nogen Uretfærdighed, tror jeg ikke, thi Følgen bliver jo netop, at alle forsyne sig med Vandværks- vand. Da et Vandværk formindsker Brandfaren og derved skaffer Udsigt til mindre Assurancepræmie, er det rimeligt, at en Del af Avancen afgives til Vand- værkets Drift. Dette Argument har ogsaa bevirket, at man overalt af kræ ver en Del af Vandafgiften i Form af en Assuranceafgift fra de Ejendomme, der have Vandindlæg, men derved opstaar en Uretfærdig- hed, da saavel de Ejendomme, der have Vandindlæg, som de, der ikke have det, burde betale Vandafgift i Forhold til Assurancen. Ganske vist lader en saadan Skat sig ikke paaligne af Kommunerne; men var det ikke rimeligt, at Lovgivningsmagten gav en saadan Tilladelse? Én Vandafgift burde sættes højere, end den som Regel bliver, det er Afgift for Vand til Næringsbrug. 4*