Forelæsninger Over Kommunal-hygiejnisk Ingeniørvæsen

132 Kadavere. Kadavere af Dyr, der er selvdøde eller efter Slagtningen viser sig utjenlige til Menneskeføde, maa tilintetgøres paa en saadan Maade, at der ikke opstaar nogen Forurening af Jord, Luft og Vand derved, men tillige saaledes, at de ikke ved Uagtsomhed eller paa anden Maade kan blive benyttet til Føde for Mennesker og Dyr og derigennem give Anledning til Sygdomstilfælde. Ligesom det Kød, der skal benyttes til Menneskeføde, kontrolleres, bør der ogsaa føres Kontrol med Tilintetgørelsen af det sund- hedsfarlige Kød. Tidligere var Behandlingen af selvdøde eller nedslagtede, syge Dyr et privat Haandværk, hvis Udøvere benyttede Huderne; men i mange Til- fælde solgtes Kødet ogsaa ikke alene som Pølser, men ogsaa i raa Tilstand. Selv om Dyrene nedgravedes, har man dog en Mængde Eksempler paa, at de igen gravedes op og solgtes, selv en Overhældning med Karbolsyre eller Kalkmælk har i visse Tilfælde ikke kunnet hindre Benyttelsen af Kødet, hvorfor Anvendelsen af en anden Tilintetgørelsesmaade bør vælges. I ældre Tider henlagdes de flaaede Kroppe paa særlige, øde Steder, hvor de efterhaanden fortæredes af forskellige Dyr; men Anvendelsen af slige store Aadselpladser rummer naturligvis en Mængde Farer for det nærboende Samfund. Endnu i 1859 henlagdes ved Paris 10 000 Stk. store Kadavere og 30 000 Stk. smaa Kadavere paa en saadan Plads. Man gik saa over til en Nedgravning paa passende, øde Steder, en Fremgangsmaade, der stadig anvendes, hvor man ikke har indrettet spe- cielle Destruktionsanlæg. Nedgravningspladserne skal vælges paa tørre, ubeboede Steder, langt fra Veje og Huse, og hvor der ikke kommer Kvæg. Grundvandstanden maa ikke være foranderlig paa disse Steder, og de maa ikke ligge i den hyppigste Vindretning i Forhold til de nærmeste Bebyggelser. De enkelte Grave skal adskilles fra hinanden ved 0,5 m brede Jordvægge, og Dybden skal som Regel være saaledes, at Kadaverne dækkes med 1,0—1,5 m Jord, i Tilfælde af Kvægpest bør man dog fordre 2,0 m Jord over Dyret. Da enkelte Smittekim, navnlig Miltbrandbakterier kan leve i Jorden i lang Tid, bør man i Tilfælde af denne Sygdom gøre dybe Ind- snit i Kadaverne og bestrø dem med Kalk eller overhelde dem med Karbol- syre eller Kreosot, ligesom man maa passe, at der ikke græsses paa disse Steder i en halv Snes Aar og heller ikke hentes Sand og Grus som Bygge- materiale til Kvægstalde. En bedre Tilintetgørelse end ved Nedgravning opnaas ved Forbræn- ding, men denne bør være fuldstændig, saa at der kun bliver kalzinerede Knogler tilbage, hvilket imidlertid ikke er let at opnaa uden ved Benyttelse .af permanente Ovne. Da disse af økonomiske Grunde kun kan findes paa Steder, hvor der til Stadighed vil være større Mængder af kasseret Kød at tilintetgøre, f. Eks. paa Slagtehuse, maa man ordne Forbrændingen paa anden Maade. Hvor der er Tale om mindre Mængder, kan man benytte almindelige Dampkedelfyr; men hvis Fyringen i saa Tilfælde ikke foretages med Om-