Hovedtrækkene af de vigtigste fysiske Maalemetoder

LÆNGDEENHED 35 ved en given Temperatur i Forhold til Længdeenheden samt dens Udvidelseskoefficient. Den bedst definerede Enhed er Meteren; den er bestemt som Afstanden ved o° C. mellem to fine Streger (6—8 p. brede) afsatte paa en Stang, for hvilken Valget af Mate- riale og Form er fremgaaet som Resultat af en yderst omhyggelig Forundersøgelse. Ifølge en Overenskomst af 1875 mellem 18 forskellige Stater blev der oprettet en Institution: »Bureau international des Poids et Mesures« i Sévres; den bestyres af en »international Komité for Maal og Vægt«, der samles hvert andet Aar i Paris. Bureauets første Opgave var at tilvejebringe Mønstertyper (Prototyper) for Meteren og Kilogrammet, dels en international Type for hver af de to Størrelser, hvorved disse defineres, dels nationale Typer, Kopier af de internationale, til Uddeling til de i Overenskomsten deltagende Stater. Efter at dette Arbejde var sluttet, Danmark fik sine Mønstertyper i 1889, har Bureauet arbejdet paa forskellige Opgaver af Betydning for Længde- og Vægtbestemmelser, bl. a. Undersøgelse af Maalestokke og Vægtlodder, som i den Hensigt indsendes til Bureauet. Da Meteren for omtrent 100 Aar siden, under den franske Revolution, blev indført, tilstræbte man at faa den bestemt ved et uforanderligt Naturmaal; man valgte den lig med Timilliontedelen af Jordkvadranten gennem Paris’ Observatorium. Ved Gradmaa- linger fik man denne Længde udmaalt i de gamle Enheder og dan- nede derefter en Stang af Platin, hvis Endefladers Afstand var den fundne Længde. Da man imidlertid ved Nutidens Maalemidler kan paavise For- skel mellem denne Meter og Timilliontedelen af Jordkvadranten, har man opgivet den oprindelige Definition, og definerer nu, som ovenfor omtalt, Meteren ved den internationale Mønstertype, der er bragt i saa nær Overensstemmelse som mulig med den første Meter; denne kaldes Arkivmeteren efter dens Opbevaringssted. I en Legering af Platin og Iridium har man funden et Stof, der paa Grund af sin Haardhed er bedre skikket til Materiale for en ufor- anderlig Maalestok end det ublandede Platin. Endvidere foretrækker man nu at have Meteren som Afstanden mellem to Streger, Strege- meter, istedenfor mellem Endefladerne af en Stang, Endemeter. Endelig vælger man nu for Normalmaalestokke en Tværsnitsform, der giver den størst mulige Modstand mod Stangens Bøjning ved 3*