Hovedtrækkene af de vigtigste fysiske Maalemetoder

SMAATIDSMAALING 73 forskellig Maade, saa at Signalet kommer noget for sent. Hvor nøjagtig man kan faa et Urs Gang bestemt derved vil afhænge af, hvorvidt den forbrugte Tid er ens ved Begyndelses- og Slut- ningssignalet. Hvor man ikke kan faa Tiden telegraferet, maa man finde Urets Gang ved transportable astronomiske Instrumenter, idet man iagttager Klokkeslettene paa Uret for to Begivenheder paa Himlen, hvis Tidsforskel man kan regne sig til eller kender i Forvejen. SMAATIDSMAALING. Det kan falde for at maale meget korte Tider, som 1/ioo eller en endnu meget mindre Brøkdel af i sek, og at man skal kende denne Tid med en betydelig procentisk Nøjagtighed. I Kronografen, som indrettes til en saadan Maaling, benytter man et Legeme, som bevæges med en betydelig Hastig- hed og under saadanne Forhold, at man kender Loven for Be- vægelsen. Ved Maalingen bliver der paa dette Legemes Overflade afsat to Mærker, og af Mærkernes Afstand beregnes Tidsrummet. I Boulangé’s Kronograf bruges Faldbevægelsen til Tidsmaaling, af hvilken Grund den skal omtales her. Den finder hyppig An- vendelse ved Maaling af Projektilers Begyndelseshastighed. Fra to Elektromagneter hænge Stængerne I og II (Fig. 37) ned. De bringes til at falde, den ene ved Begyndelsen, den anden ved Slut- ningen af det søgte Tidsrum Idet Stængerne begge gaa nedad, vil den første have et Forspring for den sidste; dette Forspring, som afhænger af Tiden &, vil voxe med den Tid, Stængerne faa Lov til at falde i. Kaldes Faldvejene til Tiden Z jt, og s2 , faar man nemlig — s2 — '/t g (2 t - #) Ved at vælge en passende Værdi for Faldtiden, kan man faa den ubekendte korte Tid & gjort afhængig af de forholdsvis store Længder s, og Maalingen af disse Længder indrettes saaledes, at den sidst faldende Stang II under sit Fald møder en vandret Plade ved Stødet mod den udløses en Fjeder, der slaar en Staalkniv ind mod den første Stang I og derved sætter et Mærke i dens Overflade. Har man i Forvejen ladet Fjedren slaa et Mærke i Stangen I, mens den hængte rolig, vil Afstanden mellem de to Mærker være dens Faldhøjde J,, mens Pladens Dybde under Stangen er dens Faldhøjde s». For den søgte Tid & faar man & == \/2/g(]/s, — V^2), hvor g og 5., ere Konstanter, mens s1 fremgaar af Forsøget. Jo større man vælger Afstanden fra Stangen II til Pladen -p, des større bliver den Længde, der tjener til Bestemmelse af Tiden