Betænkning afgiven af den af Ministeriet for offentlige Arbejder den 25. juni 1914 nedsatte Kommission
Vedrørende anlæg af Fiskerihavne m.m. paa Jyllands Vestkyst

og Havnen er aldrig blevet fuldendt i sit projekterede Omfang*). Bygmesteren ved Alderney, James Walker, maatte senere erkende, at hans Konstruktioner heller ikke ved Tynemouth kunde holde, men her bragtes dog Molerne til at staa i mange Aar ved, at Murfundamenterne førtes dybere ned. Saa svigtede Undergrunden imid- lertid for Bølgepaavirkningens Trykvandsstraaler, og man veg tilbage for at stole paa, at den Konstruktionsforstærkning med svære Blokkastninger, som var blevet godkendt ved Ymuiden og Madras, vilde slaa til her. Man endte med at fjerne Sandet og gik ned paa den faste Undergrund, idet denne Mulighed her var til Stede. Man kan af det fremdragne forestille sig Idealet af en Havnemole, der skal modstaa store Paavirkninger. Molen bliver den stejle sammenhængende Mur, bygget lige paa en jast Bund, der danner dens Fundament. Muren har den Fordel, at den med Minimum af Materiale giver Maksimum af Modstandsevne samtidig med, at Paavirkningen paa Fundamentet (Bunden) bliver et Minimum. Det er almindelig erkendt, at man, selv hvor der er rigelig og billig Adgang til Sten, og hvor Dybden ikke af andre Grunde besværliggør Murens Fremstilling, staar sig ved at bygge den stejle Mur; den beskytter bedre og kan bygges lavere end et simpelt Skraaplan af adskilte Legemer, der foruden at være utæt maa føres op til betydelig Højde, hvis man vil undgaa, at de med bred Front imod Molerne førte Vandmasser skal styrte over disse og gøre Opholdet i de af Molerne indesluttede Bassiner farligt. Det er des- uden utvivlsomt, at den monolitiske Konstruktion, hvor denne er mulig, ogsaa af andre Grunde bør foretrækkes. Ved en monolitisk Konstruktion forstaas, at det paagældende Legeme (Mole) er udført som et sammenhængende Hele, saaledes at det ikke er muligt for Bølgerne at faa fat paa andet end Molens ydre Overflade. Molens Overflade og dermed Havvandets Adgang til Destruktion af Materialet, om dette maatte være angribeligt, bliver den mindst mulige. Det beskrevne gigantiske Bølgetryk optræder aldrig samtidig paa større Flader, og det er derfor relativt ufarligt selv for en dristig, men sammenhængende Konstruktion. Det bør her bemærkes, at man ved de fleste danske Havne regner med, at Molernes Stenskraaninger formaar at absorbere noget af den i Bølgerne indeholdte Energi og derved forøge Roen i Bassinerne. Man finder dog hverken ved Middelhavet eller i Nordsøen Stenkastninger langs Forhavnsmolerne anvendte til et saadant For- maal. Med den Bølgelængde, som man i disse Have maa paaregne, formaar en almindelig Kastning langs den indre Side af Ydermolerne ikke at ændre stort med Hensyn til Roen i Forhavnen; man vinder mere ved at føre sine Moler imod Land skraat i en saadan Retning, at en uheldig Tilbagekastning hindres**). Naar den stejle Mur saa forholdsvis sjældent findes udført, beror det paa, at Valget af Havnens Plads og dermed Bundens Beskaffenhed saa godt som aldrig har været frit. Er Bunden mere eller mindre udsat for Bortskylning, maa man bruge' Konstruktioner, hvor Molernes Bevarelse beror paa vedblivende fortsat Vedlige- *) Det engelske Admiralitet er kommet til det Resultat, at Havnen ikke mere har den Betydning som Yderpost for Flaaden, som oprindelig var dens Bestemmelse. **) En Skraaning paa den indvendige Side af Molerne vil udelukke disses Benyttelse som Kajer. Paa det Moletværsnit, som foreslaas for de i Kommissoriet omhandlede Havne, frembyder Molekronen en brolagt Kaj af c. 8 m Bredde. 38