Undersøgelser Over Phosphorstofskiftet

10 kvælstof- og phosphorfattig Føde i 2 Dage Kvælstof og Phosphor i Forholdet 12.6. Renwall') fandt ved to Menneskeforsøg, hvert paa to Dage, med en lignende, meget kvælstof- og phosphorfattig Næring, at Forholdet mellem det afgivne Kvælstof og Phosphor var henholdsvis 10.1 og 10.5. Pugliesel 2 *) konstaterede ved Forsøg med en Hund, der i Perioder, som fulgte efter hinanden, fik enten et konstant Foder (en vis Mængde Kød og Brød) alene eller dette plus et Tillæg af Fedt, Glukose eller Lim, at Phosphorudskilningen i Urinen sank betydeligt ved Tilførsel af Sukker, Fedt og Lim, noget stærkere, end Kvælstofudskilningen sank ved Tilførsel af Sukker og Fedt. Det samme viste sig at være Tilfældet i Forsøg, hvor Hunde i vekslende Perioder enten sultede eller ernæredes med en vis Mængde Sukker, Fedt eller Lim. Desværre er det ikke muligt sikkert at dømme om, hvorledes den totale Phosphorudskilning har forholdt sig i Puglieses Forsøg, da Fæces ikke undersøgtes. Inanitionsforsøgene viser altsaa, at der er et ret konstant Forhold (for det meste Værdier fra 10—12) mellem de Kvælstof- og Phosphormængder, Organismen afgiver, naar der ikke tilføres Føde. J. Munk'’’) hævdede, at en betydelig Del af Phosphortabet under Inanition skyldes Henfald af Knoglesubstans. Han kom til dette Resultat paa følgende Maade. Han betragtede Kvælstoftabet under Inanition som helt hidrørende fra Henfald af Muskelsubstans in toto med de deri- værende Askebestanddele. Af Muskelkøds Indhold af Kvælstof, Phos- phor og Calcium udregnede M. for sine Forsøgs Vedkommende, hvor meget Muskelsubstans der var faldet hen (af Kvælstoftabet), og hvor meget Organismen derved havde tabt af Phosphor og Calcium. Da disse Mængder af Phosphor og Calcium, der saaledes skulde stamme fra Henfald af Muskelsubstans, var mindre end de Mængder, der blev udskilte med Urin og Fæces i Forsøgene, mente M., at de overskydende Mængder af Phosphor og Calcium maatte skyldes Tab hidrørende fra Henfald af Knoglesubstans, og ansaa det for bevist, at der sker et saadant Henfald under Inanition. Da hele Forudsætningen for den op- stillede Beregning — nemlig, at det udskilte Kvælstof væsentlig hidrører fra Henfald af Muskelsubstans in toto, —■ er ganske ubevist og end ikke sandsynlig, er Munks Bevisførelse uden videre Betydning. Senere har Wellmann4) (ved Knogleanalyse) søgt direkte at vise, l) G. Renwall: Skandinav. Arch. f. Physiol. 1904, Bd. 16, p. 94. 2) Pugliese: Arch. f. Anat. u. Physiol. (physiol. Abth.) 1897, p. 473. 8) J. Munk: Virchows Arch., Bd. 131, 1893 (Supplementbd.), p. 158, og Pfliigers Arch., 1894, Bd. 58, p. 330. 4) I. c. p. 508.