Undersøgelser Over Phosphorstofskiftet

18 Nøje knyttet til Spørgsmaalet om, hvor meget Phosphor der maa tilføres Organismen for at dække dens Forbrug, staar Spørgsmaalet om, i hvilken Form Phosphoret skal tilføres. Organismen indeholder jo foruden Phosphater tillige organiske Phosphorforbindelser, af hvilke der stadigt, ligesom af andre organiske Forbindelser, maa ske et Hen- fald, og som følgeligt stadigt maa erstattes. Skal der nu med Føden tilføres saadanne organiske Phosphorforbindelser, eller er Organismen i Stand til selv at opbygge saadanne af phosphorfri, organiske Stoffer og Phosphater? Hos Dyr i Vækst maa Tilførsel af organiske Phosphorforbindelser eller Opbygning af saadanne naturligvis ske i endnu større Udstrækning end hos udvoksede Dyr. Dette Spørgsmaal behandledes allerede af Forster der forklarede sine ovenfor omtalte Forsøg, hvorved det viste sig, at Phosphorudskil- ningen formindskedes ved forøget Tilførsel af forbrændelige Stoffer, ved at antage, at den Phosphorsyre, der bliver fri ved Forbrænding af de organiske Forbindelser, forbinder sig med de tilførte, phosphorfrie Næringsstoffer. Forster gaar altsaa, ligesom Gevaerts2) senere gjorde, ud fra Muligheden af en Syntese som den simpleste Forklaring af de nævnte Iagttagelser. Disse beviser imidlertid ikke en saadan; den for- mindskede Phosphorudskilning ved Tilførsel af phosphorfri Nærings- stoffer kunde jo blot skyldes en besparende Virkning af disse paa Forbrændingen af de forskellige organiske Phosphorforbindelser, i Lig- hed med den besparende Virkning, som Fedt og Kulhydrater har paa Albuminhenfaldet. Ikke destomindre har Forsters Anskuelse om dette Spørgsmaal, ligesom om Omsætning af Askebestanddelene, i det hele taget været den almindeligt antagne i de nærmeste Aartier efter Frem- komsten af hans Arbejde. Betydeligt senere (1897) mente PatonF) at kunne paavise, at der hos Laksen foregaar en Overføring af Phosphor fra uorganisk Forbin- delser (Phosphater) til organiske Forbindelser (Nucleiner og Lecithin). Det var allerede tidligere vist af Miescher*), at Rhinlaksen ikke ind- tager Føde i den Tid, den opholder sig i fersk Vand, og at Køns- organerne, specielt hos Hunnen, vokser betydeligt i dette Tidsrum, samtidigt med at Muskulaturen tager af i Masse. Paton vilde nu undersøge, hvor meget Phosphor Laksen under saadanne Forhold aflejrer i Kønsorganerne, og i hvilke Forbindelser Aflejringen sker, samt hvor ') 1. c. 2) I. c., p. 28. s) N. Paton: The journal of physiology. 1899, Bd. 22, p. 333. 4) F. Miescher: Arch. f. Anat. u. Physiol. (physiol. Abth.) 1881, p. 193.