Undersøgelser Over Phosphorstofskiftet

 En saadan Antagelse er lidet sandsynlig. Disse Forsøgsresultater forklares naturligere ved at antage Muligheden af en Syntese. Den Vanskelighed, vi stadigt vil møde, naar vi skal afgøre, om der i et givet Stofskifteforsøg er foregaaet en Syntese af organiske Phosphorforbindelser eller ej, ligger som tidligere nævnt deri, at en Phosphataflejring under Forsøget muligvis kan have dækket et samtidigt Phosphortab hidrørende fra Henfald af organiske Phosphorforbindelser, saaledes at vi ikke ubetinget, selv om der i en given Forsøgsperiode har været Phosphorligevægt eller Phosphoraflejring, deraf har Lov til at slutte, at Organismen har vedligeholdt eller forøget sit Indhold af organiske Phosphorforbindelser. Vore Bestræbelser maa derfor gaa ud paa at undersøge Phosphor- balancen ved Ernæring med et Foder, der ikke indeholder organiske Phosphorforbindelser, under Forhold, hvor der er en saa ringe Sandsynlighed som muligt for Phosphataflejring. Da der hos Dyr i Vækst, paa Grund af Skelettets Vækst, er særligt gunstige Betingelser for Phosphataflejring, bør derfor helst udvoksede Dyr anvendes ved saadanne Forsøg. Men under hvilke Betingelser bør nu saadanne Forsøg foretages, for at man derved kan opnaa Kvælstofaflejring, uden at der samtidigt er særlig Udsigt til Phosphatretention? Efter en Inanitionsperiode vil der være gunstige Betingelser for Aflejring, men da Organismen muligvis under Inanition taber Phosphater, vil der maaske af den Grund kunne tænkes at være særlig Tendens til Phosphataflejring (Steinitz og Leipziger) efter en saadan. Jeg prøvede i en Række Forsøg at opnaa de nævnte Forsøgs- betingelser paa følgende Maade: Dyrene ernæredes først i en Periode med et Foder, der bestod af Sukker, Fedt, Cellulose og Salte (deriblandt rigeligt Phosphat), altsaa en albuminfri Føde. Herved maa Organismens Indhold af organiske Phosphorforbindelser stadigt formindskes, hvorimod der ikke er nogen Grund til at antage, at Dyrene særligt skulde miste Phos- phater, naar saadanne stadigt tilføres i rigelig Mængde med Føden. I en derpaa følgende Periode fik Dyret saa et Foder, der — blot med den ene Forskel, at en vis Mængde Sukker var erstattet med samme Vægtmængde Edestin, — var sammensat ganske som Foderet i den fore- gaaende Periode, og som kun indeholdt Phosphor i uorganisk Binding. De Mængder af Foder, Dyrene daglig fik i de forskellige Perioder, var saa vidt muligt lige store og valgte saadan, at der maatte komme Kvælstofaflejring i Edestinperioden. Disse Forsøg vil altsaa foruden at give Oplysning om, hvorvidt en Phosphoraflejring er mulig under de givne Betingelser ved et