Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

188 MANUFAKTURVARER. spille den største rolle politisk, nationaløkonomisk og i forhold til andre lande. Til omtr. 200 f. Chr. blev der kun drevet silkeavl i China. Der- efter kom den ved udvandrede chinesiske bønder til Korea, herfra ca. 200 efter Chr. til Japan. Silketøjer kom til Europa over Indien først omkr. aar 100 f. Chr. Paa det romerske keiserdømmes tid blev som følge af den store luksus silkevarer betalt med uhyre summer. (1 kg. purpursilke kostede omtr. 4000 kr.). Paa denne tid kom der allerede stoffer forfær- diget af „vild silke“ til Europa. I vor verdensdel har silkeavlen først begyndt omkr. 520 efter Chr. paa de græske øer og var et statsmonopol for Byzanz indtil det 10de aarh. Ved araberne kom avlen til Spanien omtrent paa denne tid. Dsrfra forplantede den sig til Italien i det 13de aarh. og udviklede sig her og i Frankrig i det 16de ^.arh. til en høi industri. I de nordligere lande har man forgjæves forsøgt silkeavl. Den er strandet derpaa, at det for silkeudvindingen uund- værlige morbærtræ ikke kan trives saa langt nord. Silkeavlen drives dels i husene hos landbefolkningen, dels i store opdrætterier (magnanener). Den første betingelse er, at der er tilstrække- ligt af det hvide morbærtræ (morus albus), forat larverne stadig kan faa frisk føde. Silkespinderens hun lægger 200—300 æg (grains) af størrelse som valmuefrø; heraf gaar der omtr. 1200 pr. 1 g. Af disse 1200 æg udvikler der sig omtr. 900 larver. Æggene lader man falde ned i varme rugerum (22—25° C.); de unge, mørke, behaarede smaalarver bringer man saa paa egne hylder med rammer overspændt med net og fodrer dem med opskaarne morbærblade, som maa være friske, men tørre. De vokser nu hurtig og spiser vældig. (10,000 larver spiser under sin udvikling ca. 330 kg blade.) Af hensyn til larvernes tiltagende størrelse og rensligheden omlægges de flere gange paa stadig større hylder. De skifter i denne tid hud fire gange og er fuldt ud- viklet efter ca. 30 dages forløb. De voksne larver er 8 10 cm lange og melfarvede; hos mange raser kan de ogsaa være brune eller sort- flekkede. De overføres nu paa bundter af riskvister eller straa, hvor saa indspindingen begynder. Ved silkeavl kommer det særlig an paa stor renslighed samt god luftning. Ofte kan der optræde forskjellige sygdomme hos larven. Der findes en slags „gul- eller fedsot“, en „sovesyge“, „kalksyge“ o. s. v. Farligst er den saakaldte pebrine, hvis aarsag er en liden sop af størrelse 3—4 g, der lever i larvens blod. Denne sygdom herjede i 1860 de franske og italienske opdrætterier. Man kan alene ved at indføre æg fra China og Japan, hvor sygdommen ikke kjendes, sikre sig mod den. Takket være Pasteurs undersøgelser driver man nu en slags rendyrkning, idet man har opdaget, at ægget bliver smittet allerede fra sommerfuglen selv. Et par af silkespinderne bliver derfor ved undersøgelsen indelukket i tyllposer, som opsamler æggene. De døde sommerfugle undersøges saa omhyggelig under mikroskopet. Er de fri for soppen, sælges æggene til opdrætterne — hvis ikke, bliver posen med hele indholdet brændt. Æggene kan opbevares i længere tid og forsendes langveis i kjølige rum. Larverne udvikler ved indspindingen en syrupsagtig silkesubstans, fibroin et fra to under munden liggende aabninger. Dette stof stivner