Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi
Forfatter: E. Simonsen
År: 1905
Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger
Sted: Kristiania
Sider: 524
UDK: 620.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
234
PRODUKTER AF DYRISK HUD.
Paa bægeret kan der udvikle sig eiendommelige ring- og kileformige
knuder, der delvis omslutter nødden (fig. 122). Disse kaldes knopper,
Fig. 122.
To galæbler (nat. st.). K galæblet, st frugtstilk,
ei nød. (Efter Hassac).
de øvrige galæbler. De er
af smudsig gul til brun
farve og har en garvestof-
gehaltaf25—45%. De kom-
mer særlig fra Ungarn, Kro-
atien, Slavonien, Steiermark
og Bukovina.
De bedste galæbler faar
man af den eviggrønne, busk-
agti ge galæbleeg (quercus
infectorid). De er 1.5—2.5
cm i gjennemsnit, kuglerunde og har et pigget og vortet ydre. De sorte
og grønne, hvoraf insekterne endnu ikke er krøbet ud, er de bedste. Er
insektet fløiet ud, er galæblerne gjennemhullede; de er da hvide eller
gule og ansees for mindre gode. I almindelighed er varen en blanding
af begge sorter.
Fig. 123.
Galæblet bestaar af et blødere,
garvestofrigt, ydre parti og den indre
af stenceller opbyggede del. I dennes
indre findes der ofte rester af in-
sektet. Det ydre parti indeholder
garvestoffet gallussyre eller t a-
nin i en mængde af indtil 60 °/o.
Som bedste sort gjælder Aleppo-
eller tyrkisk galæble, som man ad-
skiller efter farven i sorte, grønne
og hvide. Endvidere kommer der
galæbler fra Smyrna, Tripolis og
Bassora.
Fra andre egearter skriver sig
de europæiske galæbler, som be-
nævnes efter voksestedet. De vig-
tigste faar man fra Böhmen, Un-
garn, Istrien, Tyskland o. a. s.
asiatiske.
A Hvid Aleppo-galæble. B Chinesisk do.
(nat. st.). (Efter Hassac).
De er ikke saa gode som de lille-
Chinesiske galæbler er de eiendommelig formede, knudrede udvekster
paa bladstilken af en sumakart (rhus semialata) og frembringes ogsaa
ved insektstik. Udenpaa er de dækket af en fin, graalig filt; indvendig
er de hule med hornagtig og sprød væg. De er usædvanlig rige paa
garvestoffer (ca. 50 %)
Garveekstrakter udvindes af de forskjelligste garvematerialer, af
barksorter, af sumak, galæbler, quebrachotræ o. s. v. ved udludning og
paafølgende inddampning. Saadanne ekstrakter finder stadig større og
større anvendelse i garverierne og benyttes desuden som farvemateriale
(sort).