Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

Forfatter: E. Simonsen

År: 1905

Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger

Sted: Kristiania

Sider: 524

UDK: 620.1

Emne: kemisk

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
234 PRODUKTER AF DYRISK HUD. Paa bægeret kan der udvikle sig eiendommelige ring- og kileformige knuder, der delvis omslutter nødden (fig. 122). Disse kaldes knopper, Fig. 122. To galæbler (nat. st.). K galæblet, st frugtstilk, ei nød. (Efter Hassac). de øvrige galæbler. De er af smudsig gul til brun farve og har en garvestof- gehaltaf25—45%. De kom- mer særlig fra Ungarn, Kro- atien, Slavonien, Steiermark og Bukovina. De bedste galæbler faar man af den eviggrønne, busk- agti ge galæbleeg (quercus infectorid). De er 1.5—2.5 cm i gjennemsnit, kuglerunde og har et pigget og vortet ydre. De sorte og grønne, hvoraf insekterne endnu ikke er krøbet ud, er de bedste. Er insektet fløiet ud, er galæblerne gjennemhullede; de er da hvide eller gule og ansees for mindre gode. I almindelighed er varen en blanding af begge sorter. Fig. 123. Galæblet bestaar af et blødere, garvestofrigt, ydre parti og den indre af stenceller opbyggede del. I dennes indre findes der ofte rester af in- sektet. Det ydre parti indeholder garvestoffet gallussyre eller t a- nin i en mængde af indtil 60 °/o. Som bedste sort gjælder Aleppo- eller tyrkisk galæble, som man ad- skiller efter farven i sorte, grønne og hvide. Endvidere kommer der galæbler fra Smyrna, Tripolis og Bassora. Fra andre egearter skriver sig de europæiske galæbler, som be- nævnes efter voksestedet. De vig- tigste faar man fra Böhmen, Un- garn, Istrien, Tyskland o. a. s. asiatiske. A Hvid Aleppo-galæble. B Chinesisk do. (nat. st.). (Efter Hassac). De er ikke saa gode som de lille- Chinesiske galæbler er de eiendommelig formede, knudrede udvekster paa bladstilken af en sumakart (rhus semialata) og frembringes ogsaa ved insektstik. Udenpaa er de dækket af en fin, graalig filt; indvendig er de hule med hornagtig og sprød væg. De er usædvanlig rige paa garvestoffer (ca. 50 %) Garveekstrakter udvindes af de forskjelligste garvematerialer, af barksorter, af sumak, galæbler, quebrachotræ o. s. v. ved udludning og paafølgende inddampning. Saadanne ekstrakter finder stadig større og større anvendelse i garverierne og benyttes desuden som farvemateriale (sort).