Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

Forfatter: E. Simonsen

År: 1905

Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger

Sted: Kristiania

Sider: 524

UDK: 620.1

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
236 PRODUKTER AF DYRISK HUD. skavemaskiner. De saaledes bearbeidede huder maa nu beises for at renses for kalk. Dette gjøres ved behandling med sterkt for- tyndede syrer eller med klid tilsat surdeig; i denne dannes der ved gjæring melkesyre, som forbinder sig med kalken. Til beisning be- nyttes ogsaa hunde-, due- eller hønsegjødsel. Ved beisens indvirkning sveller huderne noget, saa de bliver mere modtagelige for indvirkningen af de senere anvendte garvematerialer. Man garver huderne paa forskjellige maader. Hovedmethoderne er: 1) Loh- eller rødgarvning, hvortil anvendes de tidligere omtalte garve- rnaterialer. 2) Mineralgarvning, hvor der benyttes alun (hvidgarv- ning), chromforbindelser (chromgarvning) eller kogsalt. Tidligere benyt- tedes ogsaa jernsalte. 3) S em s- eller oljegarvning med dyriske fedt- arter, særlig tran. Garvningsprocessen er ved rød- og fedtgarvningen væsentlig af che- misk art, idet bindevævet forener sig med garvematerialerne eller i sidste tilfælde med fedtsyrerne til uopløselige forbindelser. Ved mineralgarv- ningen synes processen væsentlig at være af mekanisk art, idet alun etc. leirer sig mellem hudfihrerne og gjør produktet smidigt og modstands- dygtigt mod forraadnelse. 1. Loh- eller rødgarvning. I ældre tider foretoges garvningen gjerne paa den maade, at man nedlagde de tilberedte huder i murede gruber sammen med ophugget garve- bark og vand. Først anvendtes svag garvestofopløsning og efferhaanden sterkere og sterkere, idet man i flere portioner tilsatte nye mængder af friske garvestoffer. Paa denne maade kunde der gaa flere aar, før læderet var færdigt. Ved „hurtiggarvning“ bliver huderne bevæget ved maskiner først i svag saa lidt efter lidt i sterkere og sterkere udtræk; herved til- endebringes garvningen i løbet af nogle uger eller maaneder, ja for tynde huders vedkommende paa faa dage. De vigtigste efter denne methode fremstillede produkter er: Saalelæder (pundtlæder) af kraftige oksehuder. De bedste sorter kommer fra Rhinlandene (Mainz). Til garvningen benyttes meget granbark, valonea og galæbler. Efter garvningen tørres læderet og tættes ved hamring eller bearbeidelse mellem valser. Bindsaalelæder anvendes til saaler i finere sko og støvler eller til fremstilling af indersaaler. De fremstilles mest af kohuder. Til garv- ningen benyttes her meget granbark, quebrachotræ og myrobalaner. Maskinremmer maa have stor fasthed; hertil bruger man gjerne kjernen af de kraftigste oksehuder. Sælelæder, sadellæder, læder til vognarbeider o. s. v. gjøres af mindre okse- og kohuder. Det maa være smidigt, men fast; det ind- gnides gjerne paa kjødsiden med fedt.