Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

Forfatter: E. Simonsen

År: 1905

Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger

Sted: Kristiania

Sider: 524

UDK: 620.1

Emne: kemisk

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
PRODUKTER AF DYRISK HUD. 243 Den amerikanske zobel er rødlig, gulagtig og betydelig billigere. Skunk er det langhaarede, mørke skind af det nordamerikanske stinkdyr {mephitis chinga). Fiskeotter [lutra vulgaris) er mørkebrun, paa bugsiden graalig. I almindelighed bliver den ruppet, hvorved pelsen bliver lysegraabrun og blødere. Den amerikanske otter er dyrere. Søotteren (enhydris lutris) ogsaa kaldet „kamtschatkabæveren“ hører til de dyreste pelse. De mørke dunhaar er silkebløde, og de sorlbrune dækhaar giver pelsen en prægtig glans. De kommer kun fra Østasien og sælges enkeltvis (til en pris af over 1,000 kr.). Af rovdyr tilhørende hundeslægten leverer de talrige arter ræv meget pelsværk. Blaaræven er den blaalig, graabrune sommerpels af den i Sibirien og paa Grønland levende polarræv (vulpes lagopus)’, dens hvide vinter- pels (hvidræv) er billigere. Findes ogsaa omend sparsomt i Norge. Sølvræv eller sortræv (af graaræven, vulpus grisens) har et graasprængt, blødt skind. Dækhaarenes spidser er hvide. Den hører hjemme i de mellemste og det sydlige af Amerikas forenede stater. Den giver et meget kostbart pelsværk med fine, tætstaaende ca. 5 cm lange haar; et vakkert eksemplar betales med 2,000—3,000 kr. Den almindelige ræv (vulpes vulgaris) har gulagtig til rødbrun pels og stammer væsentlig fra Böhmen, Galizien og Ungarn; dette skind benyt- tes meget til forværk og forekommer i handelen gjerne adskilt i tre dele: ryg, bug ög hale i bundter. Den benævnes gjerne „landræv“ i modsæt- ning til den vakrere farvede og mere skattede, amerikanske „rødræv“. Af bjørne er det vaskebjørnen, isbjørnen, den brune og den sorte bjørn, der har betydning i pelsvareindustrien. Vaskebjørnen fra Amerika {procyon lotor) leverer det saakaldte schupskind; det er gul- agtig gr a at, svagt spettet og benyttes mest til foring. Halehaarene anvendes til malerpensler. Farvet vaskebjørnskind, særlig sorte, benyttes til imitation af andre pelsværksorter. De store skind af den brune og sorte bjørn samt isbjørnen anvendes til dækkener, gulvskind o. s. v. Som imiteret isbjørnskind benyttes gjerne gjedeskind. Af sælhunde er de fineste pelser det saakaldte sealskind (eller bæversælhund) af søløve (otaria-arter særlig ursind), som ivrig jages paa de arktiske og antarktiske kyster, særlig Aleuterne. De friske skind nedlægges en maaned i saltopløsning, bestrøes derefter med salt og sammenrulles med kjødsiden ind. Dækhaarene bliver ved tilberedningen udrykket, hvorved det prægtige, fløielsagtige udseende fremkommer paa den mørkebrune pels. Ældre dyrs skind farves brunt. Uldhaarene, del- er marv løse viser tydelige cuticulaceller. Imitationer er det saakaldte „bisamsealskind“, som er de nippede, beskaarne og farvede skind af bisamrotten. Kaninskind eller otter benyttes i samme øieined. En ud- mærket efterligning er brun silkeplysch af tussahsilke. Skind af den