Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

280 TRÆLAST OG TRÆVARER SAMT PAPIR. Papirprøvning. For at kontrollere de her nævnte egenskaber udføres forskjellige under- søgelser. 1. Afrivningsfastheden og strækningen prøves med smaa fasthedsprøvemaskiner. Man begynder nu mere og mere at anvende Wendler’s og Schöpfers apparater istedetfor det tidligere benyttede Hartig-Reusch’s. Prøvestrimlernes længde = 180 mm mellem indspændings- kjæverne, bredde — 15 mm. Fem prøvninger foretages paa strimler parallele med maskinretningen, fem lodret paa denne. Midlet af de ti aflæsninger er re- sultatet. For at eliminere papirtykkelsens indflydelse regner man ikke fast- heden i absolut brudfasthed, men i afrivningslængde. Denne faaes ved at dividere strimlens vegt i brudbelastningen, betyder altsaa den længde, ved hvilken en ved den ene ende ophængt strimmel brister ved sin egen vegt. Dens værdi er uafhængig af strimlens tversnit. Har man en prøve- længde af 0.18 m, findes strimlernes midiere vegt = g, og betegnes brud- belastningen med P, saa er 0 18 afrivningslængden P = —— P. 2. Modstand mod „knækning“ prøves ved at tage et ark og gjentagende fast sammenballe det og derpaa brede det ud. Mulige brud eller knækninger undersøges, hvorefter papiret vaskes mellem hænderne, til der fremkommer hul. Prøven er visnok sub- jektiv, men man kan ved øvelse opnaa et godt holdepunkt. Tilstedeværelsen af fyldestoffer giver sig ogsaa ved denne prøve tilkjende. I den sidste tid er forskjellige maskiner konstrueret for at bestemme denne sort fasthed samt modstand mod falsning. 3. Bestemmelse af askegehalten. Denne foretages som almindelig ved forbrænding af et papirstykke af bekjendt vegt i en tareret porcellænsdigel og paafølgende veining af residuet. I praksis foretages bestemmelsen ofte ved hjælp af Post’s aske vegt. 4. Mikroskopisk undersøgelse af papir. Prøver udtages paa forskjellige steder af det ark, der skal undersøges. Limet papir koges først i fortyndet natronlud. Den hidtil almindeligst brugte farvemethode er med den vanlige jod- jodkaliumopløsning. Herved bliver: 1) Træmasse og jute: gulfarvet. 2) Træ-, straa- og espartocellulose: graa. 3) Bomuld, lin og hamp: brunfarvet. En draabe af jodopløsningen bringes paa et objektglas, hvorpaa fiber- prøven fordeles jevnt i denne. Et dækglas lægges paa, og den overflødige jodopløsning suges op med filtrerpapir. Undersøgelsen foretages bedst ved 300 ganges forstørrelse.