Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

344 BYGNINGSMATERIALER. sterk base, der virker ætsende (ætskaik) og har stor anvendelse i den chemiske industri (til soda, ætsalkalier, klorkalk, Thomasslag, sukker, som desinfektionsmiddel, gjødning o. s. v.). Hovedanvendelsen er dog til mørtel. Luftmørtel. (Luftmørtel, mortar, mortier). Dette er det almindelige bindemiddel, der benyttes til at sammen- kitte bygningsstene og til ydre og indre puds. Det er en tyk grød, der faaes ved til læsket kalk at sætte den nødvendige mængde vand og sand (3 vol. sand til 1 vol. stiv kalkgrød). Vandet bør være blødt og uden nævneværdigt saltindhold; søvand er ubrugeligt. Stenene befugtes godt med vand, hvorefter mørtelen anbringes i tykke lag. Hærdningen fore- gaar væsentlig i to stadier: 1) „afbindingen“ o: bortdunstningen af overskud af vand, saa massen bliver fast, og 2) den egentlige hærd- ning, der bestaar i en optagelse af kulsyre af luften [Ca(OH)2 + CO2 = CaCO3 + H2O]. Denne proces kan i tykke murverk tage mange aar. Paa grund af det vand, der udskilles, er nyopførte huse gjerne i den første tid fugtige. Sandet tjener som billigt opblandingsmiddel, gjør det hele sterkt, letter kulsyreoptagningen og foi hindrer svinding og rids- dannelse. I løbet af aarhundreder fuldbyrdes ogsaa en tredie proces i murverk, idet sandets kiselsyre forbinder sig chemisk med den kulsure kalk og danner kalksilikater; herved forhøies fastheden end yderligere. B. Cementer. (Cement, cement, ciment). Til bygning under vand kan ikke almindelig luftmørtel benyttes, da den deri indeholdte kalk er opløselig i vand. Til dette brug anvendes forskjellige kalk-lerjordsilikater, dels naturlige, dels kunstige. Saadanne silikater kan med kalktilsætning eller alene hærdne under vand. Man fremstiller den saakaldte hydrauliske mørtel af forskjellige cement- sorter. Saadanne produkter har siden de ældste tider været benyttede til vandbygning. Den naturlige cement er vulkanske produkter, der allerede i oldtiden benyttedes til vandbygning. Disse cementer trænger for at hærdne tilsætning af kalkhydrat. De mest bekjendte er : trass fra Brohl- og Nettethal ved Rhinen, puzzolaner fra Neapel og santorinjord fra de græske øer: Santorin, Theresia og Asprosini. Puzzolancementer er kiselsyrerige, kalkfattige, naturlige eller kunstige cementer, f. eks. slagcement. Denne sidste faaes væsentlig fra masovnene. Hydrau- lisk kalk kaldes en lerholdig, brændt kalk (af kalksten med 10—15 % ler). Saadan cement vinder betydelig i styrke ved tilblanding af trass eller anden kiselsyrerig cement. Er lergehalten i raastoffet over 20 %, som i mergel,