Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

BYGNINGSMATERIALER. 343 indbringes ovenfra og brændmate- Fig. 187. Længdesnit gjennem en Rüdersdorf kalkovn. Kalk faaes ved brænding af kalksten (kulsur kalk). Jo renere kalkstenen er, desto bedre. De almindelige kalkstensorter indeholder ikke ubetydelige mængder ler, kulsur magnesia, jernoksyd, alkalier og orga- niske stoffer. Mindre mængder af disse indblandinger skader dog ikke synderlig. Ved brændingen spaltes den kulsure kalk i kalk og kulsyre (CaCO3 = CaO + C02), en proces, der foregaar ved rødglødhede (700—900°) i specielle kalk ovne. Hvis afsætningen er liden, kan man nøie sig med en almindelig schaktovn, hvor kalkstenstykkerne rialerne antændes nedentil. Flammen vil da slaa gjen- nem hele ovnen. Naar bræn- dingen er færdig, af kj øles ovnen, og produktet karres ud. Driften er i saadanne periodiske ovne diskon- tinuerlig. Hvor man kan regne med jevn afsætning, arbeides der kontinuerlig i specielt konstruerede ovne, der oftest er indrettede efter regenerativsystemet, som f. eks. Hoffmanns ringovn p. 341. En meget benyttet ovn er: Rü- der s do rf-ovnen (flg. 187). Schakten A, der smalner lidt til opover, er indvendig ud- foret med schamottesten D og adskilt fra den ydre raa- mur E ved et med aske ud- fyldt mellemrum, der dels hol- der varmen inde, dels tillader den indre schaktmur at udvide _ _ _ der tre fyraabninger a med rist b af jernstave; c er fyrdøre og d aske- fald. I den nedre smalere del C trækkes den brændte kalk ud hver 12te time af tre aabninger e, medens der efterhaanden paafyldes kalksten ovenfra ved E En saadan ovn af høide 14 m giver hver 12te time om- trent 3 t kalk. De rum,, der omgiver ovnen, tjener til opbevaring og tørring af raastofferne. Til fyring benyttes langflammede sten- eller brunkul. Brændt eller ulæsket kalk danner graalige eller svagt skidden- gule, finporøse klumper. Med vand danner den et hvidt pulver, mel- kalk eller læsket kalk — kalkhydrat: CaO -|- H2O — Ca(OH)2. Jo renere kalken er, desto større bliver varmeudviklingen, og desto mere svæller den ud (fed kalk). Var der meget forurensninger i raastoffet, særlig kulsur magnesia, faar man mager kalk, der er mere jordagtig og ikke saa glinsende. Saadan mager kalk taaler mindre sandtilsætning end den fede. Kalkhydrat er tungt opløseligt i vand (kalkvand); (Id. kalk trænger ca. 700 d. vand for at opløses). Udrøres niere kalk i vandet, end det kan opløse, faar man kalk melk. Kalk er en meget sig og trække sig sammen. Ved B udmunder