Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

 XII. Tændstoffer, brænd- og belysningsmaterialer. A. Tændstoffer. Svovl. (Schwefel, sulphur (brimstone), soufre). Svovl findes i naturen i fri tilstand i størst mængde paa Sicilien, hvor det optræder i mægtige leier paa 30—40 m gjennemtrængende kalk- sten og gibs. Stenen indeholder 20—40% svovl, undertiden lige til 70—80 %. Desuden findes der smaa leier ogsaa andre steder i Italien, i Spanien, Kaukasus, Japan og De forenede stater. Svovl er gjerne af vulkansk oprindelse (afsætter sig f. eks. for tiden i krateret paa mange vulkaner). Udvindingen af raa svovl paa Sicilien foregaar endnu ofte paa en meget primitiv maade i »calcaroni«, der er murede gruber med skraat- liggende bund, hvori de svovlholdige stene opstables og dækkes med jord. Ved brænding med svag lufttilgang foregaar ophedningen og derved udsmeltningen paa lignende maade som i vore trækulsmiler. Herved brænder omtrent Vs af den samlede svovlmængde op, hvilket dog paa Sicilien som regel falder billigere end at fyre med stenkul. I blomstrings- tiden maa man dog ikke brænde svovl af hensyn til vegetationen, der ikke taaler den svovlsyrling, der danner sig ved forbrændingen. Det erholdte raasvovl, der er af smudsig gul farve med 2% aske og derover (indtil 8 °/o) raffineres ved destillation. Dette gjøres ogsaa paa Sicilien. Hertil benyttes støbejerns retorter eller cylindre, der ophedes direkte. Raffineret svovl er meget rent (frit for arsen), af lysegul farve; det smelter ved 111° og koger ved 448°. Det er sprødt, af haardhed 1.5—2.5, sp. v. 2.0. Holdes smeltet svovl af 230° i koldt vand i en tynd straale, saa faar man blødt, gulbrunt elastisk svovl. Vedophed- ning i luft til 2600 antændes det og brænder med blaa flamme til svovl- dioksyd (SO2). Svovl er opløseligt i svovlkulstof og i klorsvovl. Det