Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi
Forfatter: E. Simonsen
År: 1905
Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger
Sted: Kristiania
Sider: 524
UDK: 620.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
450
TÆNDSTOFFER, BRÆND- OG BELYSNINGSMATERIALER.
indre i tidligere tider dannede jernkarbider (i lighed med andre
spaltning ved indvirkning af vand).
i jordens
kar bi der s
Udvindingen foregaar nu omtrent overalt efter den amerikanske
methode. Man borer med egne faldbor det nødvendige hul, der saa
efterhaanden udfores med jernrør for at hindre sand, grus og vand fra
at fylde hullet. Ved hvert hul opbygges der et ca. 20 m høit stillads
for at kunne give boret tilstrækkelig faldhøjde. Disse stilladser karak-
teriserer landskabet. Selve oljen findes i større eller mindre dybde i
hulrum i jorden sammen med saltvand og forskjellige gasförmige kul-
vandstoffer under et betydeligt tryk. Træffer nu borehullet denne gas-
ansamling, strømmer der til en begyndelse ud store masser brændbar
gas, hvorefter oljen maa pumpes op. Træffer derimod hullet selve oljen,
vil denne paa grund af gastrykket kunne presses ud, saa den danner en
mægtig, 20—40 m hoi straale („springbrønd“). I sidste tilfælde bør man
have forberedt sig paa store gruber til at optage den udstrømmende olje.
Al raaolje maa først føres til store cisterner paa indtil 3000 t, forat vand,
sand o. s. v. kan afsætte sig. Transporten af raaoljen til raffinerierne
finder enten sted som i Penosylvanien i lange jernrør (indtil 500 km
lange), eller oljen fyldes i egne cisterne-waggoner (tankvogne). Til
transport søveien benyttes tankskibe saavel for raa som for renset olje.
Raaoljens sammensætning og egenskaber. Raaolje er en mere eller
mindre tyk væske, der ikke blander sig med vand. Dens sp. v. er 0.79
—0.94; den er vingul til begsort og som oftest af ubehagelig, lidt løg-
agtig lugt. Den chemiske sammensætning viser omtrent bare kulvand-
stoffer og sjelden over 2—3 % surstof samt lidt svovl og kvælstof. Den
pennsylvanske olje indeholder væsentlig paraffiner (CnH2n+2) tilhørende
methanrækken, medens Bakuoljen indeholder mest af naphtener (CnH2n).
Ingen raaolje kan uden videre anvendes som belysningspetroleum. Den
maa først rektificeres. 1 specielle destillationsapparater deler man
den først i 3 fraktioner:
a) raabenzin (letoljer) med kogepunkt indtil 150°.
b) ly søljer (kerosin), kgp. 150—300°.
c) residuum (smøreoljer), kgp. over 300°.
Udbyttet af disse tre fraktioner varierer meget hos de forskjellige
raaoljesorter. Mest lysolje og mindst smøreoljer giver den pennsylvanske
raaolje. Lidet lysolje, men meget smøreolje giver raaoljen fra Baku.
Omtrent midt imellem staar raaolje fra Galizien og Ohio. Udbyttet af
letoljer kan betydelig forhøies ved „Cracking-processen“, som bestaar
i en fornyet destillation af residuet i høie jernretorter, paa hvis over-
hedede vægge de opstigende dampe spaltes under dannelse af kulstof-
faltigere forbindelser. Den første fraktion, raabenzinet, skilles ved for-
nyet destillation i forskjellige dele som petroleumsether, gasolin,
petroleumsbenzin, ligroin og pudseolje o. s. v., der har anven-