Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

450 TÆNDSTOFFER, BRÆND- OG BELYSNINGSMATERIALER. indre i tidligere tider dannede jernkarbider (i lighed med andre spaltning ved indvirkning af vand). i jordens kar bi der s Udvindingen foregaar nu omtrent overalt efter den amerikanske methode. Man borer med egne faldbor det nødvendige hul, der saa efterhaanden udfores med jernrør for at hindre sand, grus og vand fra at fylde hullet. Ved hvert hul opbygges der et ca. 20 m høit stillads for at kunne give boret tilstrækkelig faldhøjde. Disse stilladser karak- teriserer landskabet. Selve oljen findes i større eller mindre dybde i hulrum i jorden sammen med saltvand og forskjellige gasförmige kul- vandstoffer under et betydeligt tryk. Træffer nu borehullet denne gas- ansamling, strømmer der til en begyndelse ud store masser brændbar gas, hvorefter oljen maa pumpes op. Træffer derimod hullet selve oljen, vil denne paa grund af gastrykket kunne presses ud, saa den danner en mægtig, 20—40 m hoi straale („springbrønd“). I sidste tilfælde bør man have forberedt sig paa store gruber til at optage den udstrømmende olje. Al raaolje maa først føres til store cisterner paa indtil 3000 t, forat vand, sand o. s. v. kan afsætte sig. Transporten af raaoljen til raffinerierne finder enten sted som i Penosylvanien i lange jernrør (indtil 500 km lange), eller oljen fyldes i egne cisterne-waggoner (tankvogne). Til transport søveien benyttes tankskibe saavel for raa som for renset olje. Raaoljens sammensætning og egenskaber. Raaolje er en mere eller mindre tyk væske, der ikke blander sig med vand. Dens sp. v. er 0.79 —0.94; den er vingul til begsort og som oftest af ubehagelig, lidt løg- agtig lugt. Den chemiske sammensætning viser omtrent bare kulvand- stoffer og sjelden over 2—3 % surstof samt lidt svovl og kvælstof. Den pennsylvanske olje indeholder væsentlig paraffiner (CnH2n+2) tilhørende methanrækken, medens Bakuoljen indeholder mest af naphtener (CnH2n). Ingen raaolje kan uden videre anvendes som belysningspetroleum. Den maa først rektificeres. 1 specielle destillationsapparater deler man den først i 3 fraktioner: a) raabenzin (letoljer) med kogepunkt indtil 150°. b) ly søljer (kerosin), kgp. 150—300°. c) residuum (smøreoljer), kgp. over 300°. Udbyttet af disse tre fraktioner varierer meget hos de forskjellige raaoljesorter. Mest lysolje og mindst smøreoljer giver den pennsylvanske raaolje. Lidet lysolje, men meget smøreolje giver raaoljen fra Baku. Omtrent midt imellem staar raaolje fra Galizien og Ohio. Udbyttet af letoljer kan betydelig forhøies ved „Cracking-processen“, som bestaar i en fornyet destillation af residuet i høie jernretorter, paa hvis over- hedede vægge de opstigende dampe spaltes under dannelse af kulstof- faltigere forbindelser. Den første fraktion, raabenzinet, skilles ved for- nyet destillation i forskjellige dele som petroleumsether, gasolin, petroleumsbenzin, ligroin og pudseolje o. s. v., der har anven-