Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

 482 KAUTSCHUK OG GUTTAPERKA. hinanden langs snitfladerne. Derpaa omvikles de med remser af lintøi og vulkaniseres, hvorefter tøiremserne aftages. Kautschukslanger tilvirkes ogsaa paa lignende maade som blyrør (p. 306) af blød kautschukmasse, som efter- paa vulkaniseres. Enhver sammenklebning af de uvulkaniserede gjenstande hindres ved bestøvning med talk, et stof, der benyttes i store mængder i gummifabrikerne. Patentgummivarer, som tyndvæggede slanger, gummihandsker, suge- smukker til barn o. s. v. fabrikeres af fineste paragummi og vulkaniseres koldt. Vandtætte stoffer faaes ved at overstryge tøi med en deig af god gummi og benzin; dette fordunster straks, hverefter tøiet vulkaniseres. Fabrikation af haardtgummivarer (vulkanit, ebonit) særlig kamme, cigarmundstykker, rør til chirurgiske øiemed, elektrotekniske artikler som akkumulatorceller, telefon tale trakter o. s. v. er en speciel gren af kautschukindustrien. Der tilsættes meget svovl (30—60 %), og der ophedes 6 å 8 timer til 140—166°. Gjenstandene formes i hydrau- liske presser og vulkaniseres. Det sidste arbeide bestaar i en omhyg- gelig slibning og polering. De almindelige artikler er sorte; men af bleget kautschuk ved tilsætning af kridt, zinkoksyd etc. fremstiller man en elfenbenlignende masse, det saakaldte „eburit“ (f. eks. til billard- baller). Man har hidtil forgjæves forsøgt at finde et kunstigt, tilstrækkelig billigt stof istedetfor kautschuk. Til simplere varer benyttes dog enkelte kautchuksurrogater. Særlig anvendes en blanding af linolje og svovl, en brun masse, der kaldes brun facti s. Guttaperka. Dette produkt udvindes af melkesaften af træer væsentlig tilhørende slægten palaquium (særlig p. gutta og p. oblon gif otium, fam. sapotaceae) voksende i det malayiske arkipel. Medens malayeme har kjendt og anvendt guttaperka længe, blev den først bekjendt i Europa i 1843 og anvendt til isolering af underjordiske telegraf kabler i 1847 ; siden er den bleven et uundværligt materiale for mange artikler. Naar man skal udvinde guttaperka, fældes de vildtvoksende træer, barken opskjæres, hvorpaa den udflydende melkesaft opsamles i kræmmer- husforinede beholdere af bananblade. Den friske, næsten hvide saft bliver snart brunlig og stivner til en porøs, svampet masse. Før den endnu er fuldstændig hærdnet bliver den æltet, udtrukket til baand og tørret i solen. Denne raa guttaperka koges i havnestederne med vand nogen tid, hvorpaa den opblødte masse støbes til blokke eller kager af 10—20 kg. Ved saadan rovdrift er guttaperkatræerne mange steder i Sundaarkipelet næsten udryddet, og da efterspørgselen stadig øger, har prisen steget bety- delig. I den sidste tid har man imidlertid begyndt dyrkning af træerne i