Tekniske Meddelelser

132 af Industriforeningens Industriudvalg. Der blev han til October 1879, saa først meldte han sig ogsaa ud af det, og den 3die Mai 1880 døde han. O. J. Winstrup og P. J. Winstrup ere, da den først Nævnte opnaaede en ualmindelig høi Alder, ofte bleven forvekslede, hvad der paa Grund af deres Navn og Interesser ikke er for- underligt. Her ere de stillede sammen, og forhaabentlig vil denne Sammenstilling gjøre Sit til, at de fremtidig kunne holdes ude fra hinanden. Der var i Virkeligheden stor Forskjel imellem dem. Den ældre Winstrup tilhørte den konge- og fædrelands- kjære, naive Tid, da et udfundet Surrogat, hvorved Landet skulde fritages for at »skatte« til Fremmede, hilstes med Glæde, da Alt praktisk maatte udfindes, fordi man kun kjendte Lidt eller Intet til 1 heori, og da ethvert blot nogenlunde lykket industrielt Forsøg var en Begivenhed. Men anderledes stiller det sig med hans Søn. Dennes bedste Aar falde i en Tid, der stræber at følge med i den fra Udlandet udgaaede storartede Udvikling, som stiller ikke et enkelt Land, men hele Verden som den Dygtiges Tumleplads, som, før et Arbeide sættes i Værk, for- drer koldblodige og prøvende Undersøgelser, hvorved saa vel Theori som Praxis tages i nøie Betragtning. Hver af dem bærer sin lids Mærker, og den ældre Winslrup havde desuden noget af forrige Aarhundredes Projectmageri ved sig, skjønt det til hans Ros maa siges, at han i 1810 ikke troede at turde love at kunne gjøre en Hørspindemaskine, hvad der formeentlig indvirkede paa, at han maatte flytte fra St. Pederstræde til Mariaslyst. Af Projectmageri var der ikke Skygge af Spor hos den yngre Winstrup. Han var for theoretisk til at indlade sig paa Noget, som ikke forud var beregnet til den yderste Linie, og han var for praktisk til at tro, at Alt var gjort blot ved en paa Papiret opstillet 1 heori. Medens den ældre Winstrup ude- lukkende var en talentfuld, experimenterende Praktiker, var der hos Sønnen en mærkværdig fiin og klar Forstaaelse af Theori og Praxis under Et, som Ingen, der endog blot flygtigt har lært ham at kjende, kan have undladt at bemærke. Denne Forstaaelse gav ham hans Præg. Den var som det funklende Spil i en Diamant; dog — dens Slibning var ikke bleven fuld- endt — og denne Mangel gjorde, at den ikke kunde lyse med sin fulde Glands.