II
VIKINGETIDEN
117
I Begyndelsen af Vikingetogterne, hedder det hos de Lærde, har
der ikke været synderlig stor Forskel paa Hærskibe og Handelsskibe.
»Thi alle Handelsskibe, og i det hele taget de fleste Skibe, kunde bru-
ges som Hærskibe«. Dette vilde sikkert være ganske rigtigt, om ikke
68. Bayeux Tapetet.
en Gave fra Kongen af Spanien, føres frem for ham. Han forlader Hastings med sine Ryttere
netop den Søkrig, som vi kalder Vikingetogterne, var en ganske egen
Krig, en Krig, som kun kunde føres med ganske særlige Skibe, nemlig
med Skibe af en hos alle andre søfarende Folk ukendt Lethed og Hur-
tighed. Derfor blev disse Skibe lange og smalle og væsentlig indrettet
paa at føres frem ved Hjælp af Aarerne. De var, som vi har set, i alt
Fald fra omtrent Aar 500 e. K., forsynet med Sejl, men Sejlet blev
kun brugt, naar de gik over Søen og havde Vinden tværs eller agten
for tværs. Naar de kom ind under Land, blev Sejlet bjærget, Masten
lagt ned, og Aarerne og, meget betegnende, tillige Vaabnene kom frem.
Ved Aarerne var Vikingerne, undtagen i stormende Vejr og høj Sø
— og man laa kun paa Søen i den gode Aarstid og agtede vel med den
fine Sans, som udmærker primitive Naturfolk — paa kommende Vind
og Vejr — uafhængige og fri i deres Bevægelser. De behøvede ikke