Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

126 BERING LIISBERG II at Himmel eller Hav for Europæerens Øje viser mindste Tegn paa Vejrforandring. Men ser han med det samme paa sit Glas, vil han ofte opdage, at det gaar ned og saaledes giver ham en Forklaring paa de Indfødtes Færd. Nordboen agtede først og fremmest paa Vind og Vejr, inden han stak i Søen med sit Fartøj. Vant til stadig at færdes under aaben Him- mel og til stadig at følge enhver Forandring i Luften og afvente hvad den bragte, havde han gennem Aarhundreder samlet en Række bestemte Erfaringer. Han vidste lige saa godt som Nutidens Skibsfører, der er fortrolig med Teorier om Vindcentrer og om Vindens Drejning, at dersom Vinden skagede med Solen, d. v. s. drejede fra Nord gennem Øst til Syd og derfra gennem Vest til Nord, kunde han med større Tryghed vente at faa en staaende Vind, end om den skagede mod So- len, fra Nord gennem Vest og Syd til Øst og Nord. Han har vidst, hvad han havde at vente, om Solen gik ned i en Sæk, hvilken Vind de og de Skyformationer vilde bringe o. s. v., o. s. v. Man havde god Tid i hine Dage og tog ikke i Betænkning at oppe- bie ikke blot en øjeblikkelig gunstig, men en vedholdende god Vind. Langs Kysten havde man Landet at rette sig efter. Man vidste, hvor- ledes bestemte kendte Ting inde paa Land, Træer, store Sten, Huse, Højder eller Kløfter skulde staa i Forhold til hinanden, for at man uden Fare for Grunde og Skær under Vandet kunde løbe ind i en Fjord eller uden om en Pynt. Ude i aaben Sø havde man om Dagen Solen at rette sig efter, og Hovedretningslinierne kendte man. Den vigtigste for de Danske fulgte den jydske Vestkyst, det blev Nord—Sydlinien. Den pegede om Natten omtrent mod Nordstjernen, Ledestjernen, som den kaldtes paa Grund af sin (tilsyneladende) Ubevægelighed. Og modsat pegede den om Dagen omtrent mod det Sted, hvor Solen naaede sin største Højde paa Himmelen. Altsaa ude i Vester, hvor Solen ved Jævndøgnstid gik ned, laa de engelske Øer. For at komme fra Jylland derover ved Midsommertid maatte man om Morgenen have Solen agterude paa Styrbords Laaring, om Middagen, naar den stod højest paa Himlen, have den tværs om Bagbord og om Aftenen, naar den gik ned, have den forude om Styr-