II
VIKINGETIDEN
125
men være meget dybere, det vil sige have en større Højde fra Køl til
Ræling, og det maatte endelig have meget fyldigere Former. Naar
man tager Hensyn til den Forstand og Kunst, der er lagt for Dagen
ved Bygningen af Gokstadskibet, er der ikke Grund til at tvivle om,
at Tiden var moden til at bygge et Skib som det omhandlede, ligesom
man vel tør antage, at de anførte Dimensioner nogenlunde antyder,
hvad man paa den Tid har forstaaet
Oldtidens egentlige Lastskib var
Byrdingen. Man kunde fristes til
at betragte Navnet som betegnende
for det Fartøj, hvis eneste Opgave
det var at bære Gods, Byrder, over
Søen. Det menes dog snarere at
maatte afledes af Bord, en Planke,
og at vise tilbage til hin fjerne
Tid, da man dannede mere søgaaen-
de Fartøjer ved at forhøje Siderne
af den udhulede Træstamme med
Sidebord.
Byrdingen var i Reglen mindre
end Knaren og havde oftest en Be-
sætning paa ti-tolv Mand, men
dog stundom flere. Den fulgte ofte
ved en stor Knar.
74. Winchelsea's Segl med Skib
fra det 13. Aarh.
Hærskibene som Proviantfartøj.
Hvor udmærkede Fartøjer Nordboerne i hin Tid end forstod at
bygge, og hvor udmærket de forstod at benytte dem, vilde de dog kun
have haft ringe Glæde af dein, om de ikke havde forstaaet at føre dem,
at finde Vej over Søen med dem. Og vel at mærke at finde Vej uden
Hjælp af Sømærker, Søkort eller Kompas. Hvilket i Virkeligheden
nok har kunnet forekomme senere Tider saa forbavsende, at man havde
ondt ved at tro derpaa.
Mangen Skibsfører vil endnu i vore Dage ikke være ukendt med det
Fænomen, at man i Farvande, hvis Kyster og Øer er beboede af Natur-
folk, af Folk paa et primitivt Standpunkt, kan se de Indfødte i deres
Baade paa en smuk, rolig Dag pludselig bjærge Sejl eller søge Læ, uden