I28 BERING LIISBERG II
hat«, som det senere hed paa Dansk. Om Natten havde man Stjer-
nerne; navnlig Nordstjernen var god til at østne og vestne sig efter.
Endelig havde man paa ikke alt for store Dybder Loddet at rette
sig efter. Det angav ikke blot Dybden, men — om man smurte Tælle
paa det, — ogsaa Bundens Beskaffenhed: Sand, Grus, Smaasten,
Slik o. s. v.
I Nærheden af Land kunde Vandets Farve, visse Fuglearter, Driv-
gods o. s. v. give den opmærksomme Iagttager gode Oplysninger. Og
naar man nærmede sig Land, uden dog endnu at have det i Sigte eller
vide, i hvilken Retning det laa, brugte man undertiden at slippe med-
bragte Fugle løs, og styre den Retning de tog. Kom de efter en Tids
Forløb tilbage igen, vidste man, at Landet laa langt af Led. Blev de
derimod borte, kunde man slutte, at der var nært Land i den Retning,
de var fløjet.
Men laa man længere Tid i Dis og i Taage uden Sol, uden Stjerner,
uden Lodskud eller Landkending, og vidste ikke, hvor man befandt
sig, var man, som det hedder i Sagaerne, »hawild«. Og saa var der
intet andet for end at lade Fartøjet drive og overlade til den Mægtige,
som alting styrer, ogsaa at styre den Nøddeskal, man var om Bord i.
Hvilket kan hænde Søfolk i det tyvende Aarhundrede efter Kristi
Byrd, lige saa godt som det kunde hænde deres Forfædre for Tusinde
Aar siden og mere.