SØFART OG SØHANDEL
I MIDDELALDEREN
Hvor megen Virksomhed og Dygtighed Vikingerne end havde lagt
for Dagen som Handelsmænd, hvor viden om de havde faret, og
hvor mange Byer og Handelspladser de havde grundlagt og Handels-
forbindelser de havde knyttet, var deres Foretagsomhed dog i alt
væsentlig faldet uden for Landets Grænser og var kun i ringe Grad
kommet selve Danmark til gode.
Handelen over Slesvig, Landets eneste betydelige Handelsby, mod
Øst som mod Vest, som mange Danske var interesseret i, var kun en
Gennemgangshandel, hvor anselig den end var. Ribe var vel den By,
der som Handelsplads havde mest Betydning for Landet selv, hvortil
fremmede Varer indførtes for at bringes videre dels som Gennem-
gangsgods, dels til Forbrugerne rundt i Landet.
»Hvor Havet tager Danmark i Favn«, siger Adam af Bremen poetisk,
»har det meget store Stæder«, men han nævner kun Aarhus og Aalborg,
Odense og Roskilde, og hvor vidt man kunde kalde dem meget store,
bliver sikkert et Spørgsmaal.
Men der var endnu ikke i disse Byer, maaske med Undtagelse af
Ribe, den eneste By i Landet, der drev direkte Handel paa fremmede
Kyster, uddannet nogen særlig Handelsstand. Den Organisationsevne
og Sammenslutningspolitik, som Vikingerne lagde for Dagen i Udlan-
dets Byer, hvor der var store Muligheder for at oparbejde Handelen,
viser sig ikke i Hjemlandet, hvor saadanne Muligheder var saa langt
ringere.
Byerne i Danmark var endnu ikke blevet til Købstæder og havde
ikke, hvad der senere blev Købstædernes Særmærke, nogen Forret paa
Danmarks Søfart og Søhandel.
9