Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

Ill SØFART OG SØHANDEL I MIDDELALDEREN 135 Skjalm Hvides Broder og Farfar til Absalon og Esbern Snare, til Fange, da han sejlede fra Sjælland over til Falster. Han blev ikke blot taget til Fange, men slaaet ihjel, da den ærekære Mand fandt, at Lænker var en værre Lod end den visse Død, Omtrent ii25> da Knud Lavard var bleven Hertug i Jylland, havde han været paa Sjælland for at hente sit Gods, som Skjalm Hvide havde opbevaret for ham under hans Ophold i Saksen. Men undervejs over til Slesvig blev han overfaldet af vendiske Vikinger og maatte kaste sit Gods over Bord for at det ikke skulde falde i Hænderne paa Fjenden. Faa Aar senere overfaldt de selve Landets Konge, Erik Lam, i Store Bælt og nødte ham til at opgive baade Skib og Gods. Og omtrent samtidig tog de Biskop Kjeld af Viborg til Fange, da han fra Jylland vilde sejle over til Sjælland. Venderne var som sagt ikke ene om at skabe Usikkerhed paa Søen. Ogsaa norske og svenske Vikinger plyndrede og gjorde Strandhug paa Kysterne, undertiden anførte af selve Landenes Konger. Hakon Adel- stensfostre ved Midten, Erik Sejersæl hen imod Slutningen af 900 Tallet og Harald Haarderaade ved Midten af Aar 1000. Heller ikke de Danske stod tilbage. Om de end ikke i Almindelig- hed gik i Land og plyndrede paa deres eget Lands Kyster, har de haft svært ved at modstaa den Fristelse, som Vikingelivet i saa rigt Maal fremkaldte, til ikke at være alt for nøje seende med, hvor et rigt lastet Købmandsskib, der kom sejlende saa at sige lige forbi deres Dør, strengt taget hørte hjemme. Og man levede endnu stadig paa den gamle Op- fattelse, at der ikke var synderlig Forskel, om i det hele taget nogen, paa Vikingefærd og Handelsfærd. Ud fra hvilken Opfattelse vel om- trent ethvert Handelsskib kunde betragtes som et Vikingeskib og be- handles som et saadant. »Her«, skriver nemlig Mester Adam, og det synes, som om han ved dette Her særlig tænker paa Sjælland, »er der Guld i Mængde, som opdynges ved Sørøveri. Med Sørøverne, dem nogle kalder Vi- kinger, og vore Landsmænd Askomanner forholder det sig nemlig saa- ledes, at de — imod at betale Danekongen en Skat — har Lov til at klemme Bytte af den Mængde Udlændinge, som vrimle i disse Far-